Thomas Bryn var sorenskriver i Østre Råbyggelaget (Aust-Agder) fra 1810 til 1816 og representerte Råbyggelagets amt på Eidsvoll i 1814. Denne bloggen dreier seg om hvordan han opplevde dette historiske året på den private, den embetsmessige og den nasjonale arena.

Originaldokumenter

9. mai 1814 - Innfødsretten (innlegg 2)

Også den 9. mai holdt Thomas Bryn et innlegg om innfødsretten. Der argumenterte han mot forrige dags innlegg bl.a. fra Sverdrup om behovet for å slippe utlendinger til ved ansettelse av nye embedsmenn i Norge. Bryn innlegg er her gjengitt etter Olafsen (1914a:219-221).

Til Norges respective Rigsforsamling!

I Anledning af de i Gaar fremførte Forsvar for Udlændinges, især Danskes Antagelse til Embeder i Norge, maatte det være mig tilladt at erindre følgende, for at følge min Overbeviisning og være min Fuldmagt tro.

Jeg kan fremdeles ikke bifalde, at Udlændinge tilstædes Adgang til Statens offentlige Embeder, undtagen som Professorer og Læger, saalænge der er Mangel paa duelige Subjecter dertil i Fødelandet selv, og denne Mangel altsaa gjør det nødvendigt.

Nødvendigheden af at besætte andre geistlige og verdslige Embeder med nogen Udlænding eller Dansk, hvilken sidste Benævnelse nu, efterat det Dansk-Norske Baand er løst, er aldeles synonymt med den, af Udlænding og synes aldeles ikke at berettige til nogen Fortrin her, formaaer jeg ikke at indsee, endog efter den Calcul, Hr Professor Sverdrup i Gaar fremsatte over den aarlige Mortalitet blandt EmbedsClassen og de fra det Danske Universitet i de seneste Aar dimitterede Norske Studerendes Antal.

Naar man havde en Fortegnelse over de i Norge værende Candidater, Danske Jurister, personelle Capellaner og overflødige Sagførere, og de Nordmænd, som af Nødvendighed findes i Kjøbenhavn ved Collegierne, ved Universitetet, ved SolicitantGangene, og som alle vist nok nu skynde dig tilbage til deres kjære Fødeland, ville man, uden Tvivl, finde Antallet saa stort, at en aldeles uden for den naturlige Orden utænkelig Mortalitet maatte indtreffe blandt Embedsclassen, naar de vacante Pladser ikke skulde kunne besættes med indfødte Normænd i de første 5–10 og flere Aar, medens det Norske Universitet ogsaa leverer sine Bidrag af duelige Candidater dertil, hvis Antal hvert Aar maae antages at blive forøget i passende Forhold til de i EmbedsClassen indtreffende Vacanser, især naar Forældre kunne være forvissede om, at Deres Børn, efterat have fuldendt en kostbar videnskabelig Opdragelse, ikke vilde blive fortrængte af Udlændinge, i det de sægte at komme i Statens Tjeneste – en Vished der vilde opmundtre Forældre til at anvende alt mueligt paa en saadan Opdragelse for deres Børn, i Stædet for at det Modsatte ofte kunde sætte dem i ængstelig Uvished om, hvortil de skulde emploieres.

Man har ogsaa Føie til herefter at regne paa et større Antal Studerende ved det norske Universitet, end der i de seneste Aar vare ved det Danske; thi hvor Faa havde Evne til i saa skrækkelige kostbare Tider at holde deres Barn der.

At Norge fik mange særdeles agtværdige og duelige Danske Embedsmænd, medens hiin Foreening fandt Sted, var naturligt, thi vi havde da een Interesse, vi flyttede sammen som Brødre; Men nu, da Slægtskabet ganske er ophørt, da Norge faaer en fra Danmarks aldeldes forskjellig RegjeringsForfatning og nye Love, troer jeg det vilde blive et saare sjeldent Tilfælde, at en Dansk, som der var noget ved, vilde forlade sit Fædreland og flytte til et saa fattigt Land, som Norge i de første Generationer vist nok bliver; Men saadanne, der fandt sig forlegne i deres eget Fødeland og vandrede ud blot for at søge Ophold paa andre Stæder, ikke for at berige disse med Kundskaber og andre gavnlige Egenskaber, saadanne troer jeg nok vi kunne faae en Mængde af.
Den i Gaar tillige fremsatte Grund, at en dansk Embedsmand kunde formedelst Givtermaal med et Norsk Fruentimmer, ønske sig ansadt i Norge, kan neppe her komme i Betragtning, da den har en fra Statens alt for egen Interesse, og Tilfældet desuden vilde blive sjeldent, saameget mere, som Qvinden ordentligviis flytter til Manden, og ikke omvendt.

Hr. Provst Middelfarts Omsorg for Oplysnings Udbredelse, formener jeg opnaaes ved den Undtagelse der er foreslaaet i henseende til Professorer og Læger. De der ellers søge Embeder have desuden i Almindelighed ikke lagt Vind paa andet end det nødvendige Brødstudium, og udrette, endog med flere Kundskaber, ikke andet eller mere, end deres Embeds Pligter ligefrem medføre.

Jeg øiner ingen Grund til at antage, at Landet skulde udsættes for at faae et mindre Antal af fremmede Fabrikantere og deslige, fordi Adgangen blev tillukket for Udlændinge til Statens Embeder, da det sidste vel ikke kan have mindste Indflydelse paa det første.
Man kan ei heller ved saadan Udelukkelse, beskyldes for Mangel paa Humanitét mod Udlændingen; thi en Humanitét mod denne, med Tilsidesættelse af vores Medborgeres større Rettigheder vilde medføre en alt for stor Inhiumanitet mod disse.

Jeg forudskikkede igaar en kort Skildring af den danske Regjering i Norge. Skulde vi nu faae danske Statsraader, danske Overøvrigheder, kom vi under en Slags dansk Regjering, som vi ikke behøve.

Skal vi være selvstændige, bør vi søhe at være det tilgavns og ikke lade os regjere og commandere af Udlændinge.

I øvrigt kan jeg ikke andet end være af den den Formeening, at de i Norge nu værende Danske Embedsmænd, der sværge Constitutionen og ikke have været antagne siden 19 Februar dette Aar, bør ansees og for dem selv og deres Børn nyde samme Rettgheder, som Norske, saafremt de fremdeles forblive i og ikke udflytte af landet.

Eidsvold den 9 Maii 1814
Ærbødigst T. Bryn
 

 

8. mai 1814 - Innfødsretten (innlegg 1)

Thomas Bryns skriftlige innlegg er publisert bl.a. i Olafsen (1914a:207-209). Her gjengis den versjonen som står der:


Til
Den respective Rigsforsamling paa Eidsvold.

Ved § 53 i Forbindelse med § 39.

Norge og Danmark udgjorde een Stat, eet moralsk Legeme, der for alle indvortes og udvortes Anliggender skulde have fælleds Interesse. Ikke desmindre blev Norges Tarv i mange og de viktigste Henseender forsømt og tilsidesadt.

Norges Sønner maatte ikke fuldende deres videnskabelige Opdragelse i Fødelandet selv; thi dette blev længe, uagtet Normandens ofte gjentagne Røst, nægtet et Universitet.

Nye Nærings- og Industrie Greene, Handel og Skibsfart maatte ikke udbredes her; thi Danmark vilde beholde og beholdt alle saadanne muelige Fordele for sig selv.

Normændenes private Sager og Anliggender, saavelsom hvad der angik det Offentlige, bleve i Almindelighed behandlede langsomt og med Ligegyldighed, eller tildeels uden Afgjørelse henlagte.

Spørge man nu efter Aarsagen, maae denne, efter min Formening, unægteligen fornem-meligen søges deri, at Normænd kun saare sjelden havde Adgang til Statens vigtigste Embeder. RegjeringsCollegierne og de fleeste civile og geistlige Overøvrighedsposter i Norge selv, have været besatte med Danske eller Udlændinge, der manglede saavel den fornødne locale Kundskab, som den Hengivenhed for Landet, der skulde indgyde dem Kraft og Varme til at tale og befordre enhver Sag, ethvert Anliggende, til dets Vel. Det er naturligt, at Udlændingen langtfra nærer den Grad af Kjærlighed for det Land han er indflyttet i, som den, dets indfødte Borgere indsuge med Modermelken.

Hos Udlændingen maatte man tillige med Føie befrygte en Interesse for hans eget Fødeland, der kunde have en skadelig indflydelse, med Hensyn til hans Stilling som Embedsmand, der hvor han i saadan Qvalitét virkede, især naar han beklædede et af Statens viktigste Embeder. Den lille Stat, vi nu danner Os, vil neppe kunne have flere Embeder at bortgive, end der kan besættes med dens egne indfødte Sønner, og disse bør da ikke fortrænges af nogen Udlænding. Det vilde see skralt ud med Norges Selvstændighed, naar det ikke skulde have Evne til at fuldstændiggjøre og vedligeholde det Universitet Norge omsidder har faaet i sit Skiød, og hvorved Landets egne indfødte Sønner kunde dannes til duelige Statsborgere, i hvilket som helst Fag der maatte tilbydes dem til at gjøre deres Fædreland Nytte og Gavn; men da der, formedelst Universitetets nyelig begyndte Virksomhed, sandsynligen vil medgaae lang Tid inden duelige Subjecter derfra kunde erholdes til Prodessorer og Læger, saa maatte der i Henseende til dem gjøres en nødvendig Undtagelse.

Paa disse Grunde, og i Henhold til dem, her Provst Stabell i Gaar fremførte ved hans Motion i Anledning af den 39 §, vover jeg, paa egne og mine Committenteres Vegne, at foreslaae følgende Tillæg til § 53 ved dens Slutning:

«Dog skal ingen Udlænding, under Navn af Norsk Borger, og enten han har opholdt sig Iænge eller kort i Norge, men allene Norsk Indfødte, og de der ere fødte af Norske Forældre, der enten nu opholde sig, eller efterlade sig Ejendomme og Besiddelser i Norge, have Adgang til Statens offentlige Embeder, undtagne Professorer og Læger, hvortil Udlændinge maae beskikkes, saalænge de tilkommende Storting eller lovgivende Repræsentant- Forsamlinger finder saadan Undtagelse nødvendig og passende».

Eidsvold den 8de Maii 1814


21. april 1814 - Nok en hviledag

Innlegget er basert på regningen fra Brennsmorks eier som Bryn, Hount og Erichstrup skrev under på før de forlot Eidsvoll den 21. mai. Regningen lyder slik:
Hos S. T. Herr Capitaine v. Selmer paa Brendsmørk have vi undertegnede været innqvarterede, vi Hount og Bryn fra 9de (niende) April til Dato, og jig Erichstrup fra den 16de April til Dato, i hvilken Tid vi have nydt Smør, Ost og Kiød til Smørrebrød Morgen og Aften, Fløde og Melk til Kaffe og Thee og 3de Gange Middagsmad, hvorfor saavelsom for Qvarteret ingen Betaling af os er bleven erlagt.
Brendsmørk, den 21de Maii 1814.
P Hount      T Bryn      Erichstrup
Prost      Sorenskriver    Foged
Foruden det ovenanførte, har de her i Qvarterens værende Deputerede nydt til Aftenspiise, Eg og Grød af Riisengryn, samt tillige Vask og den fornødne Opvartning, - for dette, saa vel som for ovenstaaende forlanges i billigste Maade til Betaling 3 Rdr. 32 sk. daglig for hver Person.
Brensmork den 23de May 1814
Selmer
For To Personer i 42 Dage giør ...........................................280 Rdr
For En Ditto i 35 Dage giør .................................................116 Rdr 64 sk
Tilsammen ...........................................................................396 Rdr 64 sk
Ovenstaaende er mig rigtig udbetalt hvorfor qvitteres. Brensmork den 10de Juny 1814. Selmer

16. april 1814 - "Brev til sogneprest Søren Abel"

Innlegget er basert på et brev fra Thomas Bryn som er datert 22. april. Adressaten er Bryns venn Søren Georg Abel, sogneprest i Gjerstad som ligger like øst for Østre Råbyggelaget. Abel, som for øvrig var far til Niels Henrik Abel, skulle sende brevet videre til Bryns kone i Herefoss. Brevet ble brukt som underlag i riksrettsaken mot statsråd Jørgen Herman Vogt i 1845 fordi det under rettssaken var behov for å kaste lys over Riksforsamlingens diskusjon om noen av grunnlovsparagrafene.


Brendsmørk i Eidsvold 22 April 1814
Min agtværdige, kiære Ven!
Jeg haaber, De har modtaget mit Brev med Efterretning om Tingenes Gang ved Rigsforsamlingen til den 15de dennes. Endskiøndt jeg har hørt af Hr. H. Carstensen, at han ogsaa skriver Dem til, vil jeg dog, efter mit Løvte, vedblive at meddele Dem, hvad jeg kan.
Den 16de lod Præsidenten oplæse de foregaaende i Protocollen indførte Forhandlinger, og fremsatte derpaa efter hinanden de af Lov-Committeen udkastede Grundsætninger. Capitain Holck foreslog, at 1te Grundsætning maatte tillægges at Norge bør være \et/ frit, udeleligt og selvstændig Kongerige, og Regenten bære Titel af Konge.
Grev Wedel Jarlsberg og flere erindrede, at Regentens Titel ikke nu kunde komme under Ventilation, siden der, efter den vedtagne Orden, ei kunde delibereres og voteres om andet, end hvad der ved forrige Møde var bekjendtgjordt til ventilation. Efter flere Motioner blev det vedtaget, at der herover skulde voteres særskildt til Protocollen. Adskillige, hvoriblandt Jeg voterede blot over Grundsætningen saaledes, som den af Committeen var fremsat – med Ja – andre med Forbeholdenhed, men de fleeste med det foreslagne Tillæg¬ – og blev altsaa plur. vot. antaget og protocollert at Norge bør være et indskrænket og arveligt Monarkie – at det skal være et frit, uafhængigt og udeleligt Kongerige, og at Regenten skal bære Titel af Konge.
Wærgeland havde begyndt Oplæsningen af en vidtløftig Afhandling om den bedste RegjeringsForm – om Ufuldkommenhederne ved den demokratiske o.s.v. Den blev afbrudt ved Nogles Raab: Til Sagen – Præsidenten paabød Orden og bad Wærgeland continnuere, men da det varede noget længer, afbrød ogsaa Præsidenten ham, og sagde at man nødvendigen maatte fatte sig kortere og allene holde sig til Sagen – hvorpaa man skred til Votering og etablerede anførte Grundsætning.
Wærgelands Votum var, at han antog samme og Kongetitelen, naar Landet havde Evne til at underholde en Konge.
2den Grundsætning: Sorenskriver Christie erindrede, at den vel ei kunde forstaaes saaledes, at Rigsforsamlingen skulde forfatte Lovene, som formodentligen allene kunde skee ved en Lov-Committee af Mænd, udrustede med de fornødne Kundskaber dertil.
H. Carstensen meente det burde skee ved et Lovgivende Corps. Dette ansaa Forsamlingen at ligge i Grundsætningen selv.
Capitaine Holck: at den militaire lovgivning allene bør tilkomme Kongen og ikke Folket.
Efter Præsidentens Erindring om at det anmærkede ville komme under Betragtning ved Udarbeidelsen af Constitutionen, ble Grundsætningen antaget
3de – 6te – 7de og 9de Grundsætning antagne uden Indvending.
4de Grundsætning. Provst Hount erindrede, at Regenten ikke burde have ret til at føre Angrebs, men allene Forsvars Krig. Krigen er i sig selv en uretfærdigog umenneskelig Handling. Regenten bør ikke have frie Hænder til efter eget Tykke at raade over Borgernes Liv og Eiendomme, til at slibe Dolken i Mørket for at støde den i Naboens Bryst.
Professor Sverdrup: at det ikke kunde bestaae med den Hurtighed og Hemmelighed, der er nødvendig for Krigs-Tilberedelserne, at give Folket noget af Krigs-Retten.
Kammerherre Anker: at Kongen ikke kunde føre Krig uden Penge, og at der altsaa var sat ham Grændse ved Betagelsen af Ret til at paalægge Skatter.
Hount svarede: at naar Armeen først var sammenkaldt, vilde den nok blive underholdt, da de Hjemmeværende ikke kunde taale at lade deres Beslægtede og Venner lide Nød – og at Kongen desuden kunde faae fremmede Subsidier, især naar hans Planer havde fælleds Interesse med en anden Magts.
Der blev, efter flere Debatter, omsidder vedtaget, at Regenten ikke kunde erklære eller føre Krig uden ved Senatets eller Rigsraadets Samtycke.
Over 5te Grundsætning blev af Grøgaard og Dahl esket nærmere Forklaring, som gik ud paa, at Benaadnings-Retten icke ubetinget burde tilstaaes Regenten og ikke burde strække sig til Crimen læsæ Nationis – hvorpaa Grundsætningen blev vedtaget.
Til 8de Grundsætning erindret Grev Wedel, at han fandt det illiberalt, at gjøre det til en Grundlov, aldeles at udelukke Jøder.
Hount mente, at Adgangen burde staae aaben for Jøder som vare Lærde, Kunstnere, Fabrikanter og Ejendomsmænd.
Flere beraabte sig paa, at Jøderne havde været skadelige for enhver Stat, hvori de vare antagne.
Sverdrup og Wærgeland at da det, efter Jødernes Religions Lærdomme og antagne Vedtægter, ikke blev anseet for uretfærdigt, at bedrage de Christne, men saadant meget meer ansaaes for en fortjenstfuld Handling, saa havde de derved selv udelukket sig fra at optages blandt Statsborgerne.
Grøgaard: at da her ikke var Spørsmaal om at udjage Jøderne af Landet, men om man skulde aabne Dørene for dem, eller ikke, saa kunde det icke ansees for intolerant eller inliberalt, at nægte dem Adgangen.
Wulfsberg meente det kunde forblive ved Chr. 5tes Lov, hvorefter Jøder kunne indkomme i Landet med Leidebrev.
Omsidder stod en Bonde fra Lister rask op og raabte: Staae op alle, som ingen Jøder ville have i Landet – hvilket strax, som ved et elektrisk Stød, blev fulgt – det forblev derpaa ved Grundsætningen.
10de Grundsætning. Ritmester Heitmann: at de, som nu vare i Besiddelse af arvelige Forrettigheder allene burde beholde samme for deres Personer, eller i det høieste tillige for den 1ste Grad af Descendenterne.
Flere, deriblandt Falsen, uagtet, sagde han, jeg selv er Adel, fandt det uanstændigt og ubilligt, at betage de nærværende Besiddere deres Forrettigheder for dem og Afkom. Dermed forblev det.
11te Grundsætning. Kammerherre Løwenskiold forelæste en meget velskreven Deduction, hvorefter hand naar der ikke kunde udfindes en Indretning, som gjorde Conskription unødvendig, vilde bifalde Grundsætningen, allene med den Indskrænkning, at akademiske Borgere unddrages fra Værnepligten men han troede, at Conscription kunde undgaaes, naar Landet blev inddelt i passende militaire Districter eller Lægder, med Forpligtelse for at hvert Lægd, at stilte en indfødt vaabendygtig Mand til Armeen, imod saa tilstrækkelig Betaling, at det ei blev vanskeligt at erholde Nogen dertil.
Hegermann forelæste en Afhandling om enhver Statsborgers Forpligtelse, at værne om Fædrene-Landet, og hvormeget Staten derved vilde vinde i Styrke.
Denne Grundsætning blev udsadt til nærmere Ventilation og Afgiørelse, da flere yttrede Uvillie mod Conscriptionens Indførelse.
Den 17de var Søndag. Man samledes allene for at spise Middag.
Den 18de. En Committe, bestaaende af 9 Personer, blev valgt til at undersøge Finantserne. Valget faldt paa Amtmand Krog, Foged Collett og Kiøbmænderne Lund, Stoltenberg, Mørk, Meltzer, Rolfsen, Smith og Rosenkilde. Til Præsident for de følgende 8 Dage blev valgt Hegermann og til Vice-Præsident Falsen.
Den 19de. Falsen foreslog 1) at en Committee af 5 kyndige og erfarne Mænd, hvad enten i eller udenfor Forsamlingen, udnævnes af Forsamlingen, saasnart denne har endt sine Forhandlinger, for at ordne og igjennemgaae vort Lovgivningsvæsen, 2) at denne Forsamling, saasnart Constitutionen, er antaget og Kongen valgt, ansees som hævet.
Nr 1 kom under Discution. Kammerherre Løvenskiold bifaldt forslaget og foreslog det tillæg at Lov-Committeen blev pligtig at bekjendtgjøre sine Udkast ved Trykken, og at modtage Forslage og Anmærkninger fra enhver, som fandt sig beføiet til at indgive samme. Flere troede, at Afgjørelsen desangaaende maatte henstaae til Constitutionen var færdig. Man skreed desaarsag til skrivtlig Votering, hvorefter Forslaget ved Stemmefleerheden blev antaget.
Nr 2 blev forelagt og diskuteret. Løvenskiold troede at ingen Beslutning desangaaende nu kunde tages, da det maatte være absolut fornødent for Forsamlingen, at undersøge Landets Stilling til fremmede Stater.
Grev Wedel sammenlignede Forslaget med Fortællingen om den Tjener der vækkede sin Herre Kl 6 for at sige ham, at han skulle staae op Kl 10, bifaldt ellers Løvenskiolds Meening. Wedel declarerede om hvorlunde man ikke maatte binde Hænderne paa sig, at Rigsforsamlingen maatte være berettiget til at foretage sig alt, som skjønnede at være fornødent for at grundfæste Riget, og befordre dets nærværende og tilkommende Lycke, og at det desaarsag in specie maatte være berettiget til at undersøge Landets Stilling til Fremmede.
Rein oplæste en Afhandling om Umuligheden i saadan Undersøgelse her, da det er sandsynlig, at de fremmede Regjeringer, hvis Hjelp og Bistand vi nærmest afstaaede, om de endog vare villige til at yde Os samme, dog neppe udtrykkeligen vilde yttre sin Tilbøielighed hertil i nærværende Periode, og allermindst for en saa talrig Forsamling, som denne.
Grøgaard troede, at det nu ikke var Tid, at tage den foreslagne Beslutning, og da flere vare af samme Meening, blev det underkastet Afgiørelse ved Stemmefleerheden, om Forslaget nu antages, eller skal henstaae. Stemmerne bleve lige mange for et hvert af disse Alternativer, men Præsidenten gjorde udslaget, for det første.
Til Slutning blev oplæst en \curiøs/ Skrivelse fra nogle Bønder her, hvori de anholdt om Forandring i Pengevæsenet og at der ei maatte indsættes meer Øvrighed, samt erkjende Skrivefriheden, som et Gode, siden enhver Mand da kunde skrive sine Documenter selv, eller med hvem han ville, uden at trænge til Øvrigheden.
Den 20de og 21de intet passerede. Lov-Committeen arbeidet troelig paa Constitutionen. Man mener nu at blive færdig om 14 Dage. Gud det var saa vel. Man siger nu for vist at de Allerede have rykket ind i Paris og sadt Ludvig 18de paa Tronen.
Tag nu til Takke med dette. Hils den snille Præstekone og Deres Børn og ynd altid Deres
oprigtig hengivne
T. Bryn

PS. Jeg tvivler ikke om, at de her cirkulerende, onskabsfulde Rygter ogsaa række til Dem. Endnu intet Brev fra min agtede Pastor.
Jeg beder Dem endeligen med det første Post, efter Gjennemlæsning, at sende dette til min Kone, for at spare mig for dobbelt Skriverie; jeg har imidlertid underrettet hende derom.
(I margen:) Prindsen kom atter her tilbage den 19de om Aftenen. Af Rigsforsamlingen er en deel Daglig ved hans Taffel efter Stedernes Alphabetiske Orden.


24. mars 1814 - "Valgt med 23 stemmer"

Innlegget er basert på både trykte og uttrykte kilder. Her skal gjengis to viktige utrykte kilder. Først protokollen fra møtet i Bygland som er ført i pennen av stiftamtmannen selv. 

Anno 1814 den 23 Martii indfandt Amtmanden over Raabøigdelaugets Amt, Stiftamtmand Schouboe sig paa Gaarden Løbdahl i Byglands Sogn, for i underdanigst Følge Hans Høihed Regentens Befaling af 19de f. M. at forestaae det befalede nærmere Valg af 3de oplyste Mænd, som for Raabøigdelaugets Amt skal møde paa Eidsvold den 10 næste Maaned. — Ved Skrivelser til samtlige Amtets Herrer Præster af 1 dennes var dette Sted og denne Dag berammet til Foretagelse af Valget, hvortil samtlige fra de forskjellige Meenigheder i Amtet udvalgte Valgsmænd vare indbudne og tilsagte at møde. —

Af disse mødte for:

Valle Sogn. Lensmand Ole Knudsen Tvedten og Bonden Knud Knudsen Quasager.
Bøkle Sogn. Bøndeme Salomon Snæresen Tveten og Halvor Aanonsen Tvedten.
Hyllestads Sogn. Gunder Halvorsen Hougen og Knud Terjesen Strømme.
Byglands Sogn. Ole Grundesen Skjerverak og Tarje Jørgensen Houge.
Oustads Sogn. Daniel Olsen Ose og Grunde Olsen Oustad.
Sannæss Sogn. Osow Knudsen Sannæss og Torgrim Olsen Rossevold.
Aardals Sogn. Even Torkildsen Lande og Gunsteen Grundesen Frøirak.
Evie Sogn. Sorenskriver Andreas Kiørboe og Lensmand Ole Thronsen Kleveland.
Hordnæss Sogn. Notto Nottosen Hordnæss og Fredrik Olsen Tønnesland.
Ivelands Sogn. Lensmand Knud Olsen Soelberg og Thomas Salvesen Mølland.
Vegusdals Sogn. Iver Johnsen Skaare og Christen Nielsen Belland.
Aaseralds Sogn. Aanon Olsen Østergaarden og Ole Aslachsen Hodne, paa hvis Vegne i Sygdoms Forfald mødte Svend Gunnusen Røiland.
Omblie Sogn. Svend Johnsen Tved og Svend Olsen Eppetved.
Møklands Sogn. Ole Knudsen Huushof og Halvor Olsen Hønneklev.
Topdals Sogn. Torjus Olsen Østenaae og Tolf Gundersen Hillestad.
Jævedals Sogn. Tellef Olsen Oland og Terje Gundersen Omland.
Heirefoss Sogn. Sorenskriver Thomas Bryn og Lensmand Gunder Knudsen Retterstøl,

der samtlige foreviste de Dem medgivne Addresser, til Vidnesbyrd om at disse vare udvalgte til Meenighedemes Valgsmænd; hvorpaa Valget, efter en af Stiftamtmanden fremsagt Indledning, hvori Han forestillede Handlingens Vigtighed og de Egenskaber der fortrinlig maatte søges hos de Mænd til hvilke dette vigtige Kald blev betroet, blev foretaget, efterat Hans Høihed Regentens nærmere Bestemmelse om at Valget bør foretages blandt Valgsmændene var Forsamlingen bekjendtgjort, og derefter ved de fleeste Stemmer faldt paa Sorenskriveren for østre Raabøigdelaugets Sorenskriverie, Herr Thomas Bryn med 23 Stemmer, paa Bonden Even Torkildsen Lande med 19 Stemmer og paa Lensmand Ole Knudsen Tvedten med 15 Stemmer.

Disse bleve fremstillede og lykønskede til det Hverv deres Medbrødres Tillid havde udkaaret Dem og tillige paalagte at frembære de øvrige Valgsmænds og Tilstædeværendes underdanigste Hylding og Taknemmeligheds Yttring til den Fyrste, der ved i dette Nødens og Farens Øjeblik at antage sig dets Sag, har givet Landet et ligesaa stort Beviis paa sin Kjærlighed, som en Velgjerning, hvis Minde aldrig bør uddøe. —

Og indeholder tillige dette Document herved Fuldmagt for ovennævnte 3 udvalgte Mænd til at møde for Raabøigdelaugets Amt ved Forsamlingen den 10 April førstkommende, der skal fastsætte Kongeriget Norges Regjeringsform. — Det til Bekræftelse under vore Hænder. —

Løbdahl i Byglands Sogn, Datum ut supra

Da stiftamtmannen kom tilbake til Kristiansand skrev han begeistret dette brevet til Regenten Christian Frederik:

Naadigste Prints og Herre!

Hiemkommen fra Raabøygdelauget vover jeg underdanigst at tilmelde Deres Høyhed, at Stemningen ingenstæds kan være skjønnere end i dette Fjeld-Amt. Jeg vil ei tale om det almindelige Had mod svensk Undertrykkelse, hvorved enhver blistrede, men hvad der især glædede mig var den følelse hvormed Almuen talede om Løsrivelsen fra Danmark, hvis milde Regjering den paaskjønnede, og den uforandledigede Idei hos den, at Danmark og Norge endnu kunde blive foreenede i Deres Høyheds Person.
For dette Amt bleve valgte: Sorenskriver Bryn og 2de Bønder, den eene fra det øverste Fjeld-Kald, en Kjempe fra Old-Tiden.
Christiansand d. 25de Marti 1814                                   Underdanigst  Schouboe
[Brev fra Oluf Schouboe til Christian Frederik datert 25. mars 1814. Riksarkivet, Christian Fredrik, brev fra Oluf Borch Schouboe 1813-1814. RA/EA-5938/F/Fc/L0220/0019]

 


19. mars 1814 - "Valg i Herefoss kirke" 

Innlegget er basert på "adressen" som ble skrevet til regenten og som ble underskrevet i Herefoss kirke på valgdagen. Her er en transkripsjon av brevet:
Deres Høihed Christian Frederik!
Norges Regent. Prinds til Danmark. Hertug til Slesvig, Holsteen, Stormarn, Ditmarsken og Oldenborg!
Med hellig Ærefrygt nærme vi os Dem, naadigste Fyrste! for, i vore Med-Sognemænds og egne Navne, at bringe Dem vor underdanigste Hilsen, og bevidne Dem de Følelser af oprigtig Erkjendtlighed, vore Hjerter ere fulde af for den Hengivenhed og de Opofrelser De, med Deres Viisdom og Dyd, med Deres Kraftfulde Arm saa villigen yder vort elskede Fædreland!
Ikke uden smertelige Følelser, kunne vi tænke Os Sønderrivelsen af et Baand, der i flere Aarhundrede, under Deres høie Fædres viise og faderlige Regjering, saa lykkeligen knyttede Norge og Danmark. Ikke uden med bittreste Nag og Afskye, kunne vi tænke Os de skjændselfulde Rænker og Midler, af hvilke vor ligesaa feige, som listige Naboe, i det han frygtede Normandens Mod og Tapperhed, betiente sig for at sønderbryde hiint Baand og forstyrre vor Roe og Fred.
Men, vante til Frihed og Lighed, der giver Mennesket sit Værd, og stolende paa Gud, den Almægtiges Bistand, samtykke vi aldrig frivilligen, at underkastes et Herskab, hvor hine Egenskaber ere ukjendte, hvor Borgerne paalægges Slavens Aag og Tvang, og hvor Landets Sønner gives til Priis for fremmed Vinde- og Herskesyge.
Nei! Saalænge vi aande, vige vi ei et haarbred fra vore kjække og troefaste Forfædres Fodspoer, men fægte til det yderste for gamle Norges Friehed og Selvstændighed, og afslaae, med urokkelig Eenighed og stadigt Mod, ethvert Indgreb i disse hellige Rettigheder.
Er det end ikke alle vores Lod, formaae vi end ikke alle, at gaae i Kamp mod Fienden, ville vi dog ved Virksomhed, enhver i sit Kald, ved at udrette alt det, som vore Evner tillade, frembringe alle muelige Offere til den gode, retfærdige Sags Fremme.
Saaledes, høibaarne Fyrste! er vores, som enhver ægte Normands, alvorlige Stemme, - den vi i dybeste Underdanighed nedlægge for Dem ved de Mænd, som efter det forestaaende Valg paa Gaarden Løbdahl i Bygland den 23de denne Maaned, hvortil Sorenskriver Thomas Bryn og Lensmand Gunder Knudsen Retterstøl ere udnævnte og befuldmægtigede af Heigrefoss-Sogns Meenighed, have at møde ved den for Norge vigtige Høitidelighed paa Eidsvold den 10de April førstkommende, for at deeltage i Bestemmelsen af Norges Regjerings Form.
Her i Helligdommens Tempel, hvor vi nu høitideligen sværgede og fornyede vort Løvte om troefast Fædrelandskjerlighed og ægte Borgersind — her prise vi Forsynet, fordi det sendte Os Dem, Naadigste Fyrste, som en Skyts-Engel, der uden Frygt deler Norges Farer, der med fierde Christians Heltedaad, hans Viisdom og Retfærd vil hævde gamle Norges Ære og Frihed!  Her opløfte vi vor Bøn til Gud, den Almægtige! at han vilde beskytte Dem, Norges Regent, mod enhver Fare, staae alle Deres redelige Bestræbelser for Norges Held og Hæder bie, og gjøre alle Deres Dage lykkelige!!!
Heigrefoss Sogns Kirke i Østre Raabøigdelauget i Christiansands Stift, den 19de Marts 1814.

Brevet som Thomas Bryn sendte med ekspressbud til stiftamtmannen etter valget gjengis her:

Høivelbaarne Herr Stiftamtmand de Schouboe, Ridder af Dannebrogen.

Den personelle Capellan Hr. Reyersen ankom her i Gaar Aftes og modtog i Dag i Kirken Heigrefoss Sognemænds og Embedsmændenes Eed til Fædrene Landets Selvstændihed, hvorefter ieg og Lensmand Retterstøl bleve valgte at møde paa Løbdahl den 23 denne Maaned.
For, efter Almuens Ønske, at opfylde deres Valg, vover jeg underdaning at indstille til Deres Høivelbaarenhed, enten at constituere en anden til at behandle de 2de beneficerende Sager mod CancelliRaad og Byfoged Berg og Peter Herlofsen ved Arendahls Byeting den 23 dennes, saavelsom Tingsvidnet mod Even og Aslak Bæraas med fleer, betreffende Opløbet sammestæds – eller bifalde, at disse 3de Sagers Behandling udsættes tilligem ByetingsRetten i sin fulde Kraft til den 25 denne Maaned i hvilket sidste Fal jeg ved indsluttede Brev har underrettet vedkommende Sagførere derom, at de ikke skulde opholde dem et Par Dage forgjæves i Arendahl.
Deres høivelbaarenhed tilgive mig det Ønske, især for min forøgede Forretningers Skyld, at blive, om muligt, entlediget fra fornævnte Tingsvidners Behandling om Opløbet, hvilken Sorenskriver Finne enten selv, eller ved Fuldmægtig Ulstrup maae beqvemt kunde udføre.
Med nærværende Expresse tør jeg udbede Deres høivelbaarenheds gunstige Bestemmelse, for derefter at besørge det fornødne.
Næss, den 19 Marti 1814                                                                 underdanig    T Bryn

16. mars 1814 - "Manglende underretninger" 

Innlegget er basert på et brev Thomas Bryn sendte stiftamtmannen den 16. mars 1814. Her gjengis en transkripsjon av brevet:
Høivelbaarne Herr Stiftamtmand de Schouboe, Ridder af Dannebrogen

Af Hr. Foged Bull erfarede ieg, at Deres Høivelbaarenhed havde meldet ham Deres Ankomst til Løbdahl i Bygland den 18de denne Maaned, hvor Valget af Raabøigdelaugets Deputerede til Høitideligheden paa Eidsvold den 10 April førstkommende skulle foregaae.
 

Men senere erfarer ieg, at det først er den 23 dennes De kommer til bemeldte Løbdahl. Da ieg samme Dag skal være i Arendahl, for at behandle 3 Sættedommer-Sager ved Byetinget, kan ieg ikke, saameget ieg end ønsket det og ansaae det for min Skyldighed, møde Deres Høivelbaarenhed, med mindre De vilde dispensere mig fra hine forretninger.
 

Her i Sognet har endnu Ingen været kaldet til den af Hans Høihed Regenten forskrevne Eed for Norges Sag, hvilken enhver norsk Borger og Bonde naturligvis længes efter, da det ægte fædrelands sind som allene besiæler Normanden, dermed ligesom vinder fornyet Liv og Kraft. Det seer saaledes ikke heller ud til, at nogen herfra kommer med Fuldmagt til det forestaaende vigtige Valg. Sagen er af den Vigtighed, at den interesserer enhver, fra den Høieste til den Laveste, hvorfor menigheden her opholder sig meget over siin Forsømmelse, som maae tilskrives vedkommende Præst, og det er ligesom besynderligt, at hverken Foged eller Sorenskriver her gives mindste Underretning om eller Leilighed til at deltage i nogen af Norges Sags Høitideligheder i deres EmbedsKreds.
 

Næss den 16 Marts 1814                                                                 underdanig  T. Bryn
[Statsarkivet i Kristiansand: Stiftamtmannen i Kristiansand. Innkommende brev. Østre Råbyggelaget sorenskriveri 1811-1815.  SAK/1271-0005/D/Da/Dae/L1114 ]


8. mars 1814 - "En strabasiøs hjemreise"

Innlegget er basert på et brev Thomas Bryn sendte stiftamtmannen den 10. mars 1814. Her gjengis en transkripsjon av brevet:

Høivelbaarende Herr Stiftamtmand de Schouboe, Ridder af Dannebrogen

Ved min Nærværelse i Arendal forrige Uge, for at Behandle de 2de beneficerede Sager mod Cancelliraad Berg og Peter Herlofsen, havde ieg det Uheld, at der indtraf stort Sneefald og Sneefoq, som nær havde bundet mig til at blive der i meget lang Tid, hvis ieg ikke selv havde paataget mig med megen Møie og Bekostning at bryde Veien igiennem Huushøie Sneefaner, hvormed ieg endelige naaede Hiem den 7de dennes, thi hverken fra Arendahl eller underveis herop 4 ½ Miil er nogen Skyds at faae, uden man maae betale alt hvad Ubluhed forlanger, og der er ligesaa lidet  -  i det mindste viser det sig saa  -  nogen ordentlig Rode eller Vei-Indehling, men Reisende bliver enten aldeles standsede, eller udsatte for at ødelegge baade Heste of Redskaber, undtagen paa de Vei-Stykker af omtrent 1 ½ Miils Distance, som høre til Frolands Værks og Heigrefoss Roder. Saadanne væsentlige Mangler skulle man mindst formode paa en Vei, som denne, der passeres af mange Reysende og er især af saa megen Vigtighed for de Her værende Embedsmænd, hvorom flere Andragender forhen fra Fogderne her ere indgivne, men hidtil forgjæves, uden at Aarsagen dertil kan indsees, da sikkerligen intet er lettere end at iværksætte en ordentlig Skyds Indretning mellem Arendahl og Heigrefoss, hvortil der gives Gaarde nok, som ikke forhen ere underlagte nogen Skyds. Man har nu, i Tillid til Deres høivelbaarenheds bekjendte Virksomhed for den gode og nyttige Sag, den Trøst, at De, ved at komme til Kundskab om hine Mangler, vil føre den kraftigste Foranstaltning til den Afhielpning.


Imidlertid giver ieg mig den underdanige Frihed at indstille:


1. Om vedkommende Opsiddere paa Gaarden Riise i Froland Sogn maatte dicteres en klækkelig Mulkt for Mangel af Sneebrydning forrige Uge, hvori de ienvnlig har gjordt sig skyldig. En Bonde fra Vegusdahls Sogn maatte desaarsag forlade sit Læs.
2. Om Deres Høivelbaarenhed gunstigst vilde tilstille mig en skriftlig Ordre til Gaardene Mjaavatten og Mæsel i Frolands, samt Riise i Øistads Sogn at forskaffe mig Befordring mod sædvanlig Skyds Betaling, samt opbryde Veiene til min forestaaende Arendahls Reise den 23de denne Maaned, da der ellers kunde møde mig samme Hindring, som forrige Gang.


Næss d. 10 Marts 1814                    T. Bryn
[Statsarkivet i Kristiansand: Stiftamtmannen i Kristiansand. Innkommende brev. Østre Råbyggelaget sorenskriveri 1811-1815.  
SAK/1271-0005/D/Da/Dae/L1114 ]

Ingen kommentarer:

Legg inn en kommentar

Her kan du skrive spørsmål og kommentarer til innleggene: