Thomas Bryn var sorenskriver i Østre Råbyggelaget (Aust-Agder) fra 1810 til 1816 og representerte Råbyggelagets amt på Eidsvoll i 1814. Denne bloggen dreier seg om hvordan han opplevde dette historiske året på den private, den embetsmessige og den nasjonale arena.

31. desember 2014

Tilbakeblikk på 1814

 31. desember 1814

Nå er 1814 blitt historie. Det har vært ett av de merkverdigste år vårt fedreland har opplevet. Året har også vært svært innholdsrikt for meg personlig og for min familie. Krevende og givende! Noe har fått plass i denne bloggen, men det er mye som mangler. Derfor vil jeg nå ved årsskiftet benytte anledningen til å komme med et lite tilbakeblikk på mine viktigste opplevelser i 1814.

Sorenskrivergården på Nes i Herefoss anno 2012

Familieliv
Året begynte med at vår lille sønn Thomas ble døpt den 2. januar. Han har vært frisk og rask, og er nå selvfølgelig familiens charmetroll. Hver gang jeg har kommet hjem efter reiser i fedrelandets ærend, har jeg sett hvor fort han vokser.

På grunn av mine reiser til Eidsvoll og Christiania har jeg i år hatt anledning til å besøke mine foreldre hjemme på Kongsberg og dessuten flere av mine søstre. Alle ville høre om mine opplevelser ved Riksforsamlingen. Det var særlig godt å treffe mine stolte foreldre, men dessverre sto det ikke så bra til med min mor. I november døde hun hjemme på Kongsberg i sitt 60. år.


Familiebegivenheter i kirkebøkene. Dåpen av Thomas Thomasen Bryn til venstre og begravelsen av Bergmusicant Thomas Brynds Hustroe Anne Marie Jørgensd. Røste til høyre.

Embedsgjerningen
Mine tre første år som sorenskriver her i Herefoss var svært slitsomme. Sorenskriveriet er ganske lite hvis man regner i antall sjeler, men målt i reiseavstander er det temmelig stort. Den første tid var det også krevende å gjøre seg kjent med de stedlige rutiner i sorenskrivergjerningen, og dessuten med alle de mennesker jeg var avhengig av. Jeg tenker da på stiftamtmannen som er min overordnede, mine skriverdrenger, lensmennene, fogden, kirkens menn og de viktigste bønder.

Mitt sorenskriveri ligger ganske avsides, – noe som troligen også er bakgrunnen for stedsnavnet "Robygdelaget". Her er knapt veier som kan beferdes med hest og kjerre. Om sommeren må derfor alle lengre avstander tilbakelegges på hesteryggen eller med båt der det er mulig. Det finnes ingen skyssordning der bøndene har plikt til å stille friske hester til disposisjon, og ei heller faste takster for hesteleie eller skyss med hest og slede om vinteren. Dette skaper uholdbare tilstander for embedsmennene her, – noe jeg har tatt opp med stiftamtmannen flere ganger i år. Nå ser det heldigvis ut til å bli en bevegelse i denne saken.

«Allmannavegen» mellom Herefoss og Froland. Her gikk rideveien til Arendal i 1814. Bildet er fra en tur i 2014 og viser bl.a. et tippoldebarn og et tipptippoldebarn av Thomas Bryn.


I tillegg til de faste oppgaver med tingmøter rundt i sorenskriveriet, åstedssaker, skifteforretninger og auksjoner, har jeg i år hatt flere ekstraordinære oppgaver. Jeg har vært medlem av en kommisjon som skulle undersøke hendelsesforløp og evt. planlegning av et oppløp i Arendal. Dette avstedkom flere reiser til Arendal og atskillige forhør i mitt sorenskriveri da mange av rebellene var bønder og husmenn her. Jeg ble også kalt til å være settedommer i en sak som skulle opp for bytinget i Arendal. Byfogden var nemlig selv involvert.

Til overmål ble jeg i en periode konstituert som fogd i det herliggende fogderi. Dette var foranlediget av at vår forrige fogd måtte reise herfra til sitt nye embede i Trøndelagen før den neste fogd kunne tiltre. 

Selv uten årets ekstraordinære nasjonale begivenheter som jeg ble trukket inn i, ville 1814 for meg ha vært et år med uvanlig mange krevende saker.


Riksforsamlingen
Den 19. februar skrev den nyutnevnte regent Christian Frederik en befaling til amtmenn, biskoper og militære ledere om å organisere valg av representanter til en grunnlovgivende forsamling på Eidsvoll. Stiftamtmannen sendte meg kopi av dette brev den 1. mars, men bl.a. på grunn av sommel fra vår egen sogneprest ble valget av representanter fra Råbyggelagets amt ikke fullført før den 23. mars. Jeg var så heldig å bli valgt til dette ærefulle verv og reiste sammen med to bønder fra Setesdal og Bygland av gårde den 30. mars med kurs for Eidsvoll.

På Eidsvoll hadde jeg et hjertelig gjensyn med min tidligere prinsipal Grev Wedel Jarlsberg, og jeg pleide efterhvert mye omgang med hans krets. Denne etablerte seg snart som et sentrum for motstanden mot den absolutte selvstendighetslinje som flertallet av Riksforsamlingens medlemmer sto for. Det var ikke alltid like hyggelig å være en del av dette mindretall, som for øvrig ble kalt Unionspartiet, men til gjengjeld hadde vi mange hyggelige stunder sammen i «residensen» til den joviale Peder Anker som representerte Akershus, og som er Grev Wedels svigerfar.


Eidsvollsbygningen med de to sidebygningene i jubileumsåret 2014. Peder Anker som var fetter av verkseieren Carsten Anker, disponerte 2. etasje i bygningen til venstre på bildet. Det var her fraksjonen som ble kalt Unionspartiet, hadde sine sosiale sammenkomster. 

Jeg er slett ikke vant til å tale i store forsamlinger, og med så mange prominenser til stede var jeg naturlig nok noe tilbakeholden med å ta ordet i forhandlingene. Men i noen saker fant jeg det viktig å målbære mine synspunkter. Mitt første innlegg gjaldt den nåværende §92. Jeg argumenterte for at denne paragraf måtte gi en strengere begrensning i utlendingers rett til å betjene embeder i Norge enn det Konstitusjonskomitéen hadde foreslått. Dette førte ikke frem, men jeg hadde senere større hell med et forslag som gjaldt §107. Jeg foreslo at ikke bare odelsretten, men også åsetesretten må opprettholdes. Dette hadde Komitéen ikke prioritert, men jeg oppnådde å få flertall for mitt forslag. Eftersom jeg under forhandlingenes gang ble noe varmere i trøyen, deltok jeg også noe i diskusjonen om andre paragrafer.

Til tross for hårde motsetninger under forhandlingene var det en forsonlig tone da vi skiltes efter å ha satt våre segl og signaturer under den ferdige konstitusjon den 18. og 19. mai.

Den håpefulle erklæringen som nærmest ble ropt ut i kor etter at Grunnloven var undertegnet av de 112 eidsvollsmennene, er blitt ikonisk. Men én stavelse mangler. Teksten var egentlig: «Enig og tro inntil Dovre faller»


Jeg hadde fått tillatelse til å besøke min familie på Kongsberg på veien hjem til Herefoss. Også min venn Søren Georg Abel som er sogneprest i Gjerstad, ble besøkt på hjemreisen. Således kom jeg ikke tilbake til Herefoss før den 7. juni, – 10 uker efter at jeg reiste hjemmefra.

Krigen
Da Riksforsamlingen med vår nye grunnlov bestemte at Norge skulle være et selvstendig rike og valgte Christian Frederik til konge, var nok dette i tråd med folkemeningen, men i Sverige ble det oppfattet som en krigserklæring. Da det dessuten var liten støtte å hente fra stormaktene i Europa for en slik politikk, ble sommeren preget av en sterk urolighet for hva som kom til å skje. De militære enheter mobiliserte for fullt langs grensen mot Sverige, men hvordan skulle en hær som var underlegen i styrke og uten stridserfaring, hamle opp med svenskene?

I slutten av juli begynte trefningene og efter bare to uker var slaget tapt. Efter noen dagers forhandlinger ble betingelsene for en våpenhvile undertegnet i Moss den 14. august. Svenskene gikk – efter sterkt press fra de norske forhandlere – med på to viktige innrømmelser. For det første skulle Norges nye grunnlov, med visse nødvendige revisjoner, fortsatt gjelde som landets konstitusjon. For det andre skulle Christian Frederik være landets regent inntil Stortinget hadde godkjent hans abdikasjon og godkjent en ny versjon av Grunnloven.

Stortinget
I møtet på Eidsvoll var det bestemt at det første møte i Stortinget skulle holdes i 1815, men på grunn av våpenhvileavtalens bestemmelser måtte et overordentlig storting innkalles til møte allerede i løpet av høsten. Også denne gang måtte dette organiseres temmelig hastig. Heldigvis hadde vi allerede i juli satt opp et valgmanntall her i Råbyggelaget. På ekstraordinære tingmøter hadde de fleste stemmeberettigede avlagt troskapsed til Grunnloven.

Utdrag av manntallet som ble tatt opp i Råbygdelaget i juli 1814. Innledningen lyder slik: Mantal over Stemmeberettigede i Raabøygdelaugets Fogderie, som i Følge den 50 § i Kongeriget Norges Grundlov have de dertil befalede Egenskaber, og i Følge den 51 § have aflagt den befalede Troskabs Eed.

Valgmøtene ble avholdt slik Grunnloven bestemte, og jeg ble beæret med å få representere Råbyggelagets amt ved dette første storting som møttes i Christiania 7. oktober. Der møtte jeg flere kjente igjen fra tiden på Eidsvoll. Av Unionspartiet var bare Grev Wedel og jeg valgt på ny, men jeg gledet meg også over å se igjen Peter Hount som jeg delte losji med på Eidsvoll. Enda mer gledelig var det at min venn Søren Georg Abel nå var innvalgt som representant fra Nedenes Amt.

På bakgrunn av den politiske situasjon, ble det raskt avklart at Stortinget ville godta en union med Sverige. Det meste av tiden gikk derfor med til å gjennomgå Grunnloven for å gjøre de justeringer som dermed var nødvendige. Dette forløp ikke uten dramatikk. Svenskene hadde krav som vi vanskelig kunne godta, og vi hadde efter våpenhvileavtalen i prinsippet en frist til 20. oktober. Da denne dato nærmet seg, skjønte vi at fristen umulig kunne overholdes. Løsningen ble at Stortinget den 20. gjorde vedtak om union, men vi bestemte også at kongevalget måtte utsettes til vi var blitt enige med svenskene om den nye grunnlovsteksten. Vi var meget spente på hvordan de svenske kommisærer ville forholde seg til dette, men de var meget forståelsesfulle, for ikke å si glade over status denne dag.

Stortinget hadde i 1814 sine møter i Katedralskolens auditorium. Da bygningen ble revet i 1913, ble auditoriet gjenoppbygget på Norsk Folkemuseum.

Den 4. november var alle Grunnlovens paragrafer gjennomgått og godkjent av de svenske kommisærer. På nesten alle punkter hadde Stortinget lykkes i å beholde prinsippene i vårt første grunnlov. Stortinget var efter dette samlet i ytterligere tre uker. Den 26. november kom kronprins Carl Johan til stortingsalen og holdt en høytidelig tale. Den ble avsluttet med at Stortinget ble oppløst.

Jul på Herefoss
Jeg kom ikke hjem til Herefoss før den 14. desember, omtrent et fravær på omtrent 11 uker. Det ble ingen rolig førjulstid. I et brev som allerede hadde ligget mer enn én uke og ventet på meg, ble jeg av Stiftamtmannen pålagt å avhøre en del Åmli-bønder i en alvorlig sak. Jeg sendte straks ekspressbrev til lensmannen i Åmli og ba ham stevne bøndene til å møte på Nes den 20. desember. Noen dager senere fikk jeg imidlertid brev tilbake fra lensmannen om at det hadde vært umulig å nå alle som skulle stevnes, fordi isen på elver og vann ennå var utrygg. Jeg sendte da brev tilbake med 2. januar som ny dato. Jeg måtte også skrive brev til Stiftamtmannen om forsinkelsen og årsaken til den.




Og så kunne julefreden gradvis senke seg over mitt hjem på Nes. Den beste presangen fikk jeg av min kjære Susanne. Hun fortalte at hun igjen var blitt fruktsommelig. Vi kan vente en ny arving til sommeren!


I svaret som lensmann Svend Tvedt sendte meg med ekspressbrev på årets siste dag, avsluttet han med en hyggelig nyttårshilsen: Forønskende dem med Famielien et Glædelig tilkommende Nytaar, med alt Velgangende, og ?? af din forbundne Svend Tvedt. Tvedt den 31de Decbr. 1814. (S. T. Hr. Sorenskriver Bryn).




11. oktober 2014

Christian Frederik abdiserte i går

Tirsdag 11. oktober

Efter ønske fra Hans Kongelige Majestet reiste i går en delegasjon av 25 stortingsrepresentanter til hans residens på Bygdøy. Som man vel kunne vente, var Kongens ærende intet mindre enn å overlevere sin erklæring om abdikasjon.

De deputerte forteller i dag om en meget beveget stemning ved denne anledning. Da delegasjonens leder professor Niels Treschow skulle holde en kort innledningstale, var han så rørt at han helt mistet talens bruk, og det gikk ikke bedre med Christian Frederik selv. Han begynte med noen ord om hvor tungt det er for ham med denne skilsmisse fra et folk han hadde håbet å leve lykkelig i blant, men tårer kvalte efter hvert hans stemme. Ifølge biskop Christian Sørenssen gråt alle med ham. Han prøvde på nytt, men etter noen få ord avbrøt han seg selv og sa «Her er min avståelsesakt. Jeg kan ei tale mere!» Derpå ble erklæringen opplest og påtegnet av deputasjonen.

Havesalen på Bygdøy Kongsgård der delegasjonen fra Stortinget fikk overlevert Christian Frederiks abdikasjonserklæring.
[Bildet er hentet fra Jørn Holme (red.): De kom fra alle kanter. Eidsvollsmennene og deres hus].



Avståelsesdokumentet ble lest opp i dagens stortingsmøte. Jeg merket meg at Christian Frederik ikke erklærte at han avstår tronen til den svenske konge, men til det norske folk, det vil si Stortinget. Kanskje en ubetydelig detalj, men for Hans Kongelige Høyhet har nok dette vært viktig. Avslutningen er også verdt å merke seg. Der skriver Christian Frederik at han er betrygget av konstitusjonen som folket selv har gitt seg, og at den efter hans forhåpning vil bidra til at Norges frihet og selvstendighet står fast. Det ser nå ut til at dette er realistisk.

Det sies nå at Hans Kongelige Høyhet allerede i går kveld forlot Bygdøy i en lugger for senere å entre briggen "Allart" med kurs for Danmark. Efter 146 dager var det dermed uvegerlig slutt for denne unge og djerve monarks regjeringstid i Norge.

10. oktober 2014

En ikke helt knirkefri åpning

Lørdag 8. oktober

Fredag var de valgte stortingsrepresentantene samlet til sitt første møte i aulaen ved Christianias katedralskole. Dette var kun et forberedende møte der vi først og fremst skulle godkjenne fullmaktene som representantene hadde med seg fra sine respektive valgkretser. To av de deputerte ble avvist:  Kommerseråd Poul Broch fra Fredrikstad måtte avvises da byen bare hadde to valgmenn. Grunnlovens §57 forutsetter at det er minst tre valgmenn bak hver representant. Kjøpmann William Hansen fra Fredrikshald ble nektet godkjenning da han i forbindelse med den svenske okkupasjon av hans distrikt hadde avlagt en troskaps-ed til Sverige.

Dermed består vårt første storting av 77 representanter. Det kan kanskje ha historisk interesse å få vite hva slags personer dette er. Derfor nevner jeg at forsamlingen består av 18 bønder, 7 forretningsmenn, 2 skippere, 1 los, 18 biskoper og prester, 2 offiserer og 30 andre embedsmenn hvorav de fleste jurister. Som ved grunnlovsforhandlingene på Eidsvoll, er de nordligste amt ikke representert. Dette skyldes den hastighet hvormed innkallingen til dette ekstraordinære storting er skjedd.

Stortingets forhandlinger er lagt til Katedralskolen som sees til høyre på dette bildet. Gaten på tvers i forgrunnen er Dronningens gate og den kryssende gate er Tollbodgaten. Krigsskolen holder hus i bygningen midt i bildet. Der bor også eidsvollsmannen Diderich Hegermann (Akvarall av Anna Diriks).  

Den offisielle åpningen av Norges første storting skjedde i dag. Dette gikk ikke helt efter planen. Hans majestet kong Christian Frederik hadde i en skrivelse meddelt at han formedelst sykdom ikke kunne foreta Stortingets åpning slik Grunnloven bestemmer. Riktignok gir §74 anledning til at åpningen kan skje med stedfortreder, men noen sådan var ikke nevnt i skrivelsen. Da Kongen befant seg på Bygdøy, var man forhindret fra å diskutere saken med ham. Hva skulle man nå gjøre?

Efter en diskusjon ble en delegasjon sendt til statsrådenes kontor. Til alt hell viste det seg at man der allerede hadde mottatt manuskript til Kongens tale om rikets tilstand, - vi kan gjerne kalle det "Trontalen". Denne skulle egentlig holdes på mandag, men statsrådene forsto situasjonen og tok den nødvendige beslutning. Kort tid efter ankom statsråd Marcus Rosentkrantz i Stortingets sal, leste Kongens tale og erklærte Stortinget for åpnet.

7. oktober 2014

Det første Storting samles

Torsdag 6. oktober

Mye vann har rent i havet siden min forrige blogg, - og dessverre har det også rent blod. Som jeg og mine meningsfeller på Eidsvoll forutså, ville svenskene slett ikke akseptere den norske drømmen om å bli et selvstendig rike. Det ble krig med vårt nabofolk, og Karl Johan trengte, til tross for tapper motstand, inn i landet med sine tropper.

Etter et par ukers krig ble det heldigvis våpenhvile og en fredsavtale ble inngått den 14. august. Til Norges lykke gikk svenskene med på at grunnloven som ble vedtatt på Eidsvoll, fortsatt skal gjelde, - dog med de endringer som følger av at landet nå skal regjeres av den svenske konge. Disse endringer skal Stortinget nå diskutere og vedta.

Christiania sett fra øst. Etter maleri av Christian August Lorentzen fra 1792
 Dette er grunnen til at jeg nå atter er i Christiania. Av folket i Råbygdelaget ble jeg nemlig gitt den ære å være amtets representant ved dette ekstraordinære stortingsmøte. Det første møte skal være i morgen, men jeg har allerede i dag truffet flere av mine gamle venner fra tiden på Eidsvoll. Det skal visstnok være 20 av Riksforsamlingens medlemmer ved dette storting, hvor av jeg særlig vil trekke frem min gamle prinsipal Grev Wedel, min medboer på Brendsmørk prost Peter Hount og distriktslege Alexander Christian Møller fra Arendal. Jeg er imidlertid vel så glad for at mine venner Søren Abel og Hans Chrystie Reiersen er valgt fra Nedenes amt.




9. juni 2014

Søren Georg Abel

Søndag 5. juni 1814

Nå begynner vi å nærme oss. Vi har passert grensen mellom Bratsberg amt og Nedenes og befinner oss på Gjerstad prestegård tvende mil nord for Risør. Jeg sier vi, for min familie har kommet meg i møte på min hjemreise fra Eidsvoll.


Gjerstad prestegård med kirken i bakgrunnen. Bildet er tegnet i 1804 av fru Abels svoger Peder Mandrup Tuxen

Her i Gjerstad er vi gjester hos min venn Søren Georg Abel og hans vakre og livlige kone Anne Marie. Selv om Gjerstad prestegjeld ligger i Nedenes amt, så hører annekssognet Vegårdshei til mitt embedsdistrikt. For et par år siden var jeg i Vegårdshei i anledning en overformyndersak og overnattet da på gården Moland like ved kirken. Der møtte jeg Abel som også var ute i embeds medfør. Vi fant straks tonen og har siden vært gode venner. Våre hustruer er også blitt godt kjent.

Søren og Anne Marie har vært gift i 14 år og er velsignet med fem kjekke barn, fire gutter og én pike. Den eldste, Hans Mathias, er efter skikken oppkalt efter sin farfar som også var sogneprest her i Gjerstad. Den neste, Niels Henrik, er oppkalt efter sin morfar. Han er nå i sitt 12. år og en uvanlig kvikk og intelligent gutt. Derefter kommer Thomas Hammond,  Peder Mandrup Tuxen og Elisabeth Magdalene. Peder er oppkalt efter en dansk sjøoffiser som Søren Abel gjorde sitt bekjentskap med da han en tid var sogneprest i Finnøy ved Stavanger. Tuxen var sendt fra København for å organisere kystforsvaret i distriktet og han fikk da et nært forhold til den unge prestefamilien. Senere giftet han seg med Anne Maries søster.


Søren Georg Abel (f. 1772) og hans hustru Anne Marie Simonsen (f. 1781). Silhuett er klippet av Peder Mandrup Tuxen.

Søren Abel er en meget samfunnsinteressert sogneprest. Vi brukte derfor adskillig tid til å snakke om Norges nye grunnlov og den usikre tilstand landet nå har kommet inn i. Selv om jeg hadde sendt ham en ganske utførlig dagbok fra forhandlingene på Eidsvoll, var han umettelig i sin iver efter å få vite detaljer om hvordan det hele hadde forløpt.

På sin hjemmebane her i Gjerstad har Abel nedlagt et stort arbeid i å opplyse allmuen. Sammen med sin far stiftet han "Gjerestad Læseselskab" som bl.a. har gitt mange bønder tilgang til litteratur om godt landbruk og håndverk. Selskapet har nå rundt 80 medlemmer. Han har også bidratt til et bedre skolevesen ved å sørge for en bedre opplæring av skolelærerne i distriktet. Som et bidrag til dette, har Abel selv skrevet et hefte som heter "Religions-Spørsmaal med svar, indrettede edter de Unges Fatte-Evner".

Abel står også bak en spesiell innretning som har fått navnet "Det Gierrestadske oc Sønneløvske Sogneselskab". Dette selskap som har mer enn 100 medlemmer, deler ut premier til personer som har utmerket seg innen havebruk, husflid, håndverk og andre tilleggsnæringer. Selskapet har også bidratt til en avtale mellom allmuen og kirken om mer nøysomhet ved bryllupper og gravøl, - noe som nedenforstående forside på en utgave av Budstikken fra 1812 viser.


Dette nummeret av Budstikken fra 1812 inneholder en kunngjøring fra sogneprest Søren Georg Abel. Det første avsnittet lyder slik: "Forening imellem Beboerne i Gjerestads Hovedsogn, Nedenæs Leen, Christiansands Stift. Aar 1812, Søndags Morgen den 5te Juli vare efter Sognepræstens Opfordring Medhjælperne og underskrevne 25 Sognemænd, udnævnte af hele Almuen, forsamlede i Gjerestads Kirke, hvor da følgende Indskrænkninger i Henseende Bryllupper, Ligfærder og Klædesdragten bleve foreslaaede, vedtagne og fastsatte: ..."

4. juni 2014

Besøk på Kongsberg

Søndag 29. mai 1814

Jeg forlot Eidsvoll for en uke siden og er nå på Kongsberg på besøk hos min familie. Denne utskeielse er gjort mulig ved at stiftsamtmann Schouboe allernådigst har innvilget meg noen ekstra dager på hjemreisen efter den krevende deltagelse i Riksforsamlingens forhandlinger.


Kongsberg i første halvdel av 1800-tallet (Maleri av Joachim Frich)

Når jeg nå er på Kongsberg, vil jeg benytte anledningen til å fortelle litt om min familie her. Mine foreldre er født og oppvokst på Kongsberg. Min far, Thomas, er nå 57 år gammel og fortsatt i full vigør. Han arbeidet en mannsalder ved Sølvverket bl.a. som damstiger, men tiden efter verkets nedleggelse i 1805 har vært tung. Hans største glede er å musisere med sine venner i Sølvverkets orkester, - det såkalte bergsyngerkor. Orkesteret har enerett til å forestå musikalsk underholdning på Kongsberg, og dette gir derfor et nyttig tillegg til pensjonen. Selv spiller min far fiolin i orkesteret, og han påtar seg dessuten privattimer med noen av de kondisjonertes barn.

Bergmannsstaven til damstiger Thomas Bryn. Nedenfor håndtaket skimtes monogrammet til Christian VIII

Min mor, Anne Marie (f. Røste), er nå snart 59 år og begynner dessverre å skrante litt. Men så har hun da også satt 11 barn til verden. Av mine søsken er det seks som har vokst opp:
Anne Magdalene, nå gift med prokurator Hans Adolph Klenow og bosatt i Arendal.
Georgine Dorothea, gift med fullmektig Andreas Östergaard i København (nå separert).
Else Marie, nå gift med tollinspektør Ditlev Myhre og bosatt i Eidanger ved Porsgrunn.
Jørgen, tok juridicum i 1811 og er nå fullmektig ved Mynten i København.
Anne Karine, som vi gjerne kaller Kaja, er nå 17 år og bor ennå hjemme.
Peter, som nå er blitt en stor og kvikk gutt på 12 år.
Det er nå mer enn tre år siden jeg flyttet fra Kongsberg til Herefoss, så det var overordentlig hyggelig å se mor og far og mine to yngste søsken igjen.

22. mai 2014

Dag 42: Avreise

Lørdag 21. mai 1814

Mine huskamerater, Peter Magnus Ulrik Hount og Jens Erichstrup, og jeg selv brøt opp fra vårt losji på Brennsmork i dag. Vi hadde et hyggelig måltid med vår husvert kaptein Fredrik Selmer, og derefter ble vi enige om regningen for oppholdet på gården. Vi gjester hadde selv oppsummert servicen slik:

Kvitteringen for oppholdet på Brennsmork fra Bryn, Hount og Erichstrup. Originalen finnes i Riksarkivet og en extenso avskrift finnes under "Originaldokumenter".


Teksten lyder omtrent slik:
Hos Kaptein Selmer på Brennsmork har undertegnede vært innkvartert, Hount og Bryn fra 9. april til dato og Erichstrup fra den 16. april til dato. I denne tiden har vi fått smør, ost og kjøtt til smørbrød morgen og aften, fløte og melk til kaffe og te, og middagsmat tre ganger. Vi har ikke betalt for dette, hverken for kost eller losji. Brennsmork 21. mai 1814.
Men den gode kaptein var ikke helt fornøyet med detaljene. Han minnet oss om at vi noen dager også hadde fått egg til frokost og risengrynsgrøt til aftensmat. Dessuten ville han ha betalt for klesvask. Vi ble enige om at han kunne tilføye dette på regningen som han sluttelig skulle levere til administrasjonen på Verket.

Da dette var avklart, tok vi fatt på den lange veien hjem til våre kjære.

.


Dag 41: Broderkjeden

Fredag 20. mai 1814

I dag skulle det hele avsluttes. Et par formaliteter sto igjen, men dagen vil bli husket som en dag for oppbrudd og forsoning. Oppbrudd fordi mange skulle begynne på sine hjemreiser efter middag. Forsoning fordi mange representanter som under forhandlingene hadde stått på hver sin side og sagt vonde ord om motparten i kampens hete, rakte frem hendene og ønsket hverandre alt godt.

Efter vårt siste middagsmåltid sammen, gikk vi for siste gang opp i Rikssalen. Der ble protokollen lest opp og undertegnet av samtlige. Derefter holdt Presidenten en kort tale der han oppfordret oss til å skilles uten nag, da vi alle hadde hatt det samme mål, selv om vi hadde vært uenige om midlene. Denne oppfordring ble besvart med spontane rop fra alle kanter: "Alt glemt! Alle Venner! Hell for gamle Norge!" samt hurra-rop og håndklapp.

Den blide og vennlige sjøoffiser Jens Fabricius, som i tiden her på Eidsvoll ikke hadde sagt ett uvennlig ord om noen, men kun holdt seg til sak, oppfordret nå forsamlingen til å danne en vennskapskjede i Rikssalen. Vi knyttet en sammenhengende kjede ved å holde hverandre i hendene med armene i kors over brystet. Slik sto vi og sa i kor:

Enig og tro inntil Dovre faller!


Det var som en tung bør hadde falt av våre skuldre. Nå kunne vi skilles i fellesskapets ånd uten for mye tanker på de harde ord som tidligere hadde vært uttalt i denne sal i løpet av vår 40 dagers dont her på Eidsvoll Verk.     

19. mai 2014

Dag 40: Prinsen blir Konge

Torsdag 19. mai 1814

I dag møtte Riksforsamlingens medlemmer nærmest i gallaantrekk - offiserene i sine uniformer og prestene i prestekjoler, andre i embedsmannskledninger eller selskapsantrekk efter hva man hadde  tatt med seg til Eidsvoll. Nå skulle Christian Frederik bekrefte at han ville påta seg den tunge oppgaven å være Norges Konge.

Prinsen holdt en kraftfull og vakker tale og forkynte at han ville motta kronen som et fritt folk nå rakte ham. Derefter sverget han sin ed til konsitusjonen. Presidenten, professor Sverdrup, sto nå opp og oppfordret forsamlingen til å sverge troskap til vår nye konge. Det var et beveget øyeblikk og mange øyekroker var fuktige. Og dermed var prinsen blitt konge.



Da seremonien gikk mot slutten, nærmest ropte forsamlingen ut: «Gud velsigne gamle Norge og dets elskede Konge Christian Frederik!» I det samme lød kanonenes torden og hurrarop fra militæravdelingen utenfor.

Omkring klokken 1 kjørte vi til Eidsvoll kirke der Leganger holdt gudstjeneste. Efterpå var det servering i prestens have. Kongen spiste i lysthuset med noen av de fornemste tilstedeværende. Ved middagen som ble servert da vi kom tilbake til Eidsvoll Verk, var stemningen høy. Det ble sunget nye og gamle sanger: «Stig, Christian op paa Haralds Stol», «Storm-March» og «Normænds Ønsker». Og det ble skålt for vår nye konge. I dag var det ingen tvistigheter imellem de deputerte.

18. mai 2014

Dag 39: Grunnloven signeres

Onsdag 18. mai 1814

Dagens møte i Rikssalen ble innledet med en sak som gjaldt Finanskomitéens arbeide og en del andre saker. Derefter tok man fatt på dagens høytidelige gjerning, nemlig signering av et renskrevet eksemplar av vår nye konstitusjon. Én efter en kom de deputerte frem for å skrive sitt navn og sette sitt segl på dokumentet.


Den første side med signaturer. Teksten lyder: "Vi Undertegnede, Kongeriget Norges Repræsentantere, erklærer herved denne Constitution, som af Rigsforsamlingen er antaget, for Kongeriget Norges Grundlov, hvorefter alle og enhver sig have at rætte. Dets til bekræftelse under vor Haand og Seigl. Ejdsvold d. 17de May 1814". Derefter kommer underskrifter og segl til Akershus Amts Deputerte: Peder Anker, Christian Magnus Falsen, Christian Christensen Kollerud.

Underskriftsprosedyren gikk for øvrig ikke helt uten problemer. Det viste seg bl.a. at det var en del som ikke hadde fått med seg seglstempel eller signetring da de reiste til Eidsvoll. I noen tilfelle ble problemet løst ved at samme stempel ble brukt av flere. Således lånte jeg mitt seglstempel ut til amtmann Claus Bendeke. Vi har jo begge efternavn på B.

Et annet problem var at prosessen tok temmelig lang tid. Det var derfor ikke alle som rakk å undertegne denne dag. De gjenværende ble pålagt å møte neste dag kl 9.

Min underskrift med segl på grunnlovsdokumentet

17. mai 2014

Dag 38: Kongevalget

Tirsdag 17. mai 1814

Dagen begynte med opplesning av noen forslag som var innkommet fra enkelte deputerte. Forslagene ble dels overlatt til redaksjonskomitéen dels til det første ordinære Storting.

Det neste punkt var valg av Konge. Tollprokurør Omsen som var medlem av konstitusjonskomitéen og sognet til det såkalte Unionspartiet i Riksforsamlingen, foreslo at kongevalget ble utsatt. Falsen, Rambech og Jersin leste opp en betenkning som gikk ut på at kongevalget måtte skje straks.  Ved votering ble dette siste forslag tatt til følge.

Valget skjedde på den måten at enhver representant skulle diktere sitt valg til protokollen. De to representanter som avga sine vota først, var ingen ringere enn kammerherre Peder Anker og sorenskriver Christian Magnus Falsen. Da disse to var fremtredende eksponenter for hver sin fløy, kan det være av interesse å gjengi hva de dikterte:

Anker: Da vi alle ere uvidende om vores nærværende politiske Stilling i Europa, saa troer jeg det er rigtigst og forsigtigst ikke at stemme for noget Kongevalg i dette Øjeblik, men derimod anholde hos PrindsRegenten at han, indtil videre, vedbliver Bestyrelsen af Kongeriget Norge efter den af Rigsforsamlingen sanctionerede Constitution. Efterat denne min Mening var anført til Protocollen fandt Rigsforsamlingen, som Lov, at jeg skulde nævne en Konge; og vælger jeg da naturligviis PrindB Christian Frederik.

Falsen: Jeg vælger strax Prinds Christian Frederik baade fordi jeg troer at han er den eneste, der kan redde Staten fra Anarchie og fordi jeg veed at det, saavidt min Kundskab strækker, er Nationens almindelige Ønske. Jeg vælger Ham saameget hellere som hans Egenskaber dertil, etter min Overbeviisning, fuldkommen qvalificere ham.

Derefter fulgte de øvrige vota som naturlig nok og heldigvis var langt kortere. Flere av Unionspartiet ga uttrykk for det samme som Anker, nemlig at valget burde utsettes, men når det ikke var flertall for dette, så støttet man Christian Frederik. Selv stemte jeg ganske enkelt slik:

Bryn: Hans Kongelige Højhed Prinds Christian Frederik vælges til Norrigs Konge i Overeensstemmelse med den her antagne Constitution

Da alle hadde avgitt sin stemme, kunngjorde Presidenten at prins Christian Frederik var enstemmig valgt til Konge av Norge. Forsamlingen reiste seg da og utropte:
Lenge leve Norges utvalgte Konge!
 Derefter skulle det velges en deputasjon som formelt skulle overlevere Riksforsamlingens avgjørelse i denne sak til Hans Kongelige Høyhet personlig. Dette valg ble overlatt til Presidenten som denne dag var professor Sverdrup. Deputasjonen besto av 21 personer, og jeg selv hadde æren av å være blant de utvalgte. Vi fikk straks audiens. Presidenten holdt en kort tale og overrakte vår nye Konge dokumentet som meddelte resultatet av valget. Christian Frederik var tydelig rørt og holdt en liten takketale der han bl.a. sa at:
«Det verk er fullført som skal grunnfeste det norske folks lykke. Konstitusjonen er et Palladium for folkets frihet, som selv urettferdighet og vold ikke ustraffet skal overlaste».

Dag 37: Grunnloven er ferdig

Mandag 16. mai 1814

Møtet i Riksforsamlingen ble i dag avsluttet med opplesning av Redaksjonskomitéens forslag til grunnlov for Norge i 110 paragrafer. Ingen hadde innvendinger til forslaget. Dermed har vårt land i praksis fått en ny Konstitusjon! 

Dag 36

Søndag 15. mai 1814

Redaksjonskomitéen har arbeidet intenst med å få ferdig en endelig versjon av grunnloven. For øvrig skjedde ikke mye som er verdt å berette om denne dag.

Dag 35

Lørdag 14. mai 1814

Et spørsmål om skattlegging ble diskutert. Flere detaljer vil følge senere

Dag 34

Fredag 13. mai 1814

Finanskomitéens innstilling ble koimmentert med en rekke innlegg. Mer om dette senere

Dag 33

Torsdag 12. mai 1814

Dagen gikk med til å studere finanskomitéens forslag. Mer om dette kommer senere

Dag 32

Onsdag 11. mai 1814

I dag ble rettsvesenet og enkelte viktige prinsipper for lovverket diskutert. Mer om dette senere.

Dag 31

Tirsdag 10. mai 1814

I dag ble valgordningen og Stortingets organisering diskutert. Flere detaljer vil komme senere

Dag 30: Mer om embedsmenn og stemmerett

Mandag 9. mai 1814

I dag fortsatte diskusjonen av §53 om hva som skal menes med begrepet "norsk borger". Dette har iflg. §39 blant annet betydning for hvem som kan ansettes i embetsstillinger. Konstitusjonskomitéen fremla på grunnlag av gårsdagens forhandlinger et forslag til ny tekst. Da denne etter fleres mening i for stor grad åpnet for at utlendinger kunne bli godkjent som norske borgere, ble det også i dag diskusjon om denne paragrafen. Jeg holdt selv et lengre innlegg i debatten.

Konstitusjonskomitéen la derefter frem et noe endret forslag til §54 om stemmeretten. Også om dette forslaget ble det noe diskusjon. Til slutt behandlet vi komitéens forslag til §§55-59 med bl.a. bestemmelser om organiseringen av valgene til nasjonalforsamlingen.

Ved behandlingen av den omstridte §53 foreslo Konstitusjonskomitéen at denne paragrafens innhold ble flyttet til §39 med denne ordlyd:


§ 39
Kongen vælger og beskikker, efter at have hørt sit Statsraad, alle gejstlige, civile og militaire Embedsmænd. Til Embeder i Staten skulle alene udnævnes de norske Borgere, som bekjende sig til den evangelisk Lutherske Religion, have svoret Constitutionen Troeskab og tale Landets Sprog, samt:

a) ere fødte i Riget af Forældre, der da vare Statens Undersaatter; eller
b) ere fødte i fremmede Lande af norske Forældre, som paa den Tid ikke vare en anden Stats Undersaatter; eller
c) som nu have stadigt Ophold i Riget; eller
d) som herefter opholde sig der i 10 Aar; eller
e) som af Storthinget vorde naturaliserede
Dog kunne Fremmede beskikkes til Professorer, Lærere ved lærde Skoler, Læger og Consuler paa fremmede Steder. De Kongl. prinser maae ej beklæde civile Embeder.
Da dette forslag var presentert, var det særlig sorenskriver Weidemann og jeg selv som tok til motmæle. Weidemann foreslo til pkt. c) at kun de fremmede som nå oppholder seg i landet og har sverget ed til Norges selvstendighet burde ha samme rettigheter som de innfødte nordmenn, og ikke de som ville vente og se hvordan det gikk med landets selvstendighet. Om pkt. d) og e) mente han at fremmede heretter måtte aldeles utelukkes fra embeder for å forebygge at vi får tyskere til oberster og hollandske kaperkapteiner til byskrivere, og at innfødte genier blir fortrengt til stillinger i Kautokeino! [Det som er skrevet med rødt, er som vanlig hentet fra min dagbok].

Som nevnt innledningsvis holdt jeg selv et lengre innlegg der jeg argumenterte sterkt for at bare norske borgere kunne ansettes i embedsstillinger. Her er noen utdrag av innlegget, som også ble levert skriftlig [se under Originaldokumenter]:

Jeg kan fremdeles ikke bifalle at utlendinger for adgang til Statens offentlige embeder unntagen som professorer og leger (...). En fortegnelse over de i Norge værende kandidater, danske jurister, personelle kapellaner og overflødige sakførere, - og over de nordmenn som av nødvendighet befinner seg i København, og som alle nå visst nok skynde seg tilbake til sitt kjøre fødeland, ville man uten tvil finne antallet tilstrekkelig.

Den i går fremsatte begrunnelse om at en dansk embedsmann etter vielse med en norsk fruentimmer, kunne ønske seg ansatt i Norge, kan neppe komme i betraktning. Slike tilfeller ville bli sjeldne da kvinnen vanligvis flytter til mannen og ikke omvendt.

Skulle vi nu få danske statsråder og danske overøvrigheter, ville vi komme under en slags dansk regjering som vi ikke trenger. Skal vi være selvstendige, bør vi være til gagns og ikke la oss regjere og kommandere av utledninger.

Konstitusjonskomitéens forslag ble tatt opp til votering, og alle underpunktene a) - e) ble vedtatt. Pkt. d) dog mot 36 stemmer.


. 
§ 52
Saasnart Tronarvingen har fyldt sit attende Aar er kan berettiget til at tage Sæde i Statsraadet, dog uden Stemme eller Ansvar
 
Denne paragraf ble enstemmig antatt.
§53
Norsk Borger er, efterat have svoret Constitutionen, enhver der har fyldt det 18de Aar, taler Landets Sprog, enten er indfødt af norske Forældre eller har været bosat i Riget i fem Aar. De fremmede, som nu ere bosatte i Riget og sværge Constitutionen, samt de nu ansatte Embedsmænd ansees for norske Borgere
Til denne sak hadde jeg selv skrevet og innlevert en forestilling der jeg argumenterte sterkt for innfødsretten, dvs. at bare innfødte nordmenn kan ansettes som embedsmenn. Jeg gjorde likevel unntak for professorer og leger da vi på disse områder ennå en tid vil være avhengige av utenlandske fagpersoner. Fra denne forestilling gjengir jeg noen avsnitt nedenfor. Hele mitt skriftlige innlegg finnes under Originaldokumenter:

Norge og Danmark utgjorde én stat, ett moralsk legeme, som for alle innvortes og utvortes anliggender skulle ha felles interesse. Ikke desto mindre ble Norges nytte i mange og viktige henseender forsømt og tilsidesat.

Norges sønner kunne ikke fullføre sin videnskapelige utdannelse i fødelandet selv, for dette ble lenge, mot Nordmannens ofte gjentagne røst, nektet et Universitet.

Nye nærings- og industrigrener, handel og skipsfart måtte ikke utvikle seg her, for Danmark ville beholde og beholdt alle slike mulige fordeler for seg selv.

Normennenes private saker og anliggender, så vel som det som angikk det offentlige, ble i alminnelighet behandlet langsomt og likegyldig, eller tildels henlagt uten avgjørelse.

Spør man nå efter årsaken, må denne, efter min mening, unektelig søkes i at nordmenn kun såre sjelden hadde adgang til Statens viktigste embeder.



Jeg konkluderte mitt innlegg med å foreslå flg. tilføyelse til § 53:

«Dog skal ingen Udlænding, under Navn af Norsk Borger, og enten han har opholdt sig Iænge eller kort i Norge, men allene Norsk Indfødte, og de der ere fødte af Norske Forældre, der enten nu opholde sig, eller efterlade sig Ejendomme og Besiddelser i Norge, have Adgang til Statens offentlige Embeder, undtagne Professorer og Læger, hvortil Udlændinge maae beskikkes, saalænge de tilkommende Storting eller lovgivende Repræsentant- Forsamlinger finder saadan Undtagelse nødvendig og passende».

Det ble også lest opp innlegg fra Jørgen Aall og prost Middelfart. Den efterfølgende debatt endte med at Konstitusjonskomitéen ble bedt om å komme med en ny innstilling til denne paragraf.


§ 54
Stemmeberettigede ere kun de norske Borgere, som have fyldt 25 Aar. Derfra undtages:
1) De, der nyde Understøttelse af Fattigvæsenet
2) Tienestetyende, og de, som blot leve af Dag-Arbeide
3) Haandverkssvende og Drenge
4) Fabrik-Arbeidere, og Huusmænd som ikke eje deres paaboende Pladser
5) Matroser og Soldater, som ikke have faste Ejendomme
Flere mente at bare de som var i besittelse av fast eiendom burde være stemmeberettiget. Den efterfølgende diskusjon konkluderte også med at paragrafen ble returnert til Konsitusjonskomitéen for ny overveielse.

Dag 29: Statsborgerskap og embedsmenn

Søndag 8. mai 1814

I dag holdt jeg mitt hovedinnlegg ved Riksforsamlingen. Den arroganse som man ofte har kunne føle hos det danske embedsverk og hos mange av de dansker som bekler embedsstillinger i Norge, har overbevist meg om at det hadde vært best om embedsstillinger var forbeholdt norske borgere. Til diskusjonen av § 53 leverte jeg derfor inn en skriftlig forestilling.

Jeg var ganske nervøs da min forestilling ble lest opp, og mye kunne sikkert ha vært sagt bedre, men jeg var likevel fornøyet med mitt innlegg. Min meningsfelle i mange spørsmål, Jacob Aall, var slett ikke fornøyet. Men det er vel greit at vi ikke er enige i ett og alt.
  

§ 51
Statsraadets Medlemmer og de Embedsmænd, som ere ansatte ved dets Contoirer, Gesandter og Consuler, Over-Øvrigheds-Personer, Regimenters og andre militaire Corpsers Chefer, Commandanter i Fæst ninger, og Højstbefalende paa Krigsskibe kunne, uden foregaaende Dom, afskediges af Kongen, efterat han derom har hørt Statsraadets Betænkning. Hvorvidt Pension bør tilstaaes afskedigede Embedsmænd afgiøres af det næste Stor-Thing; imidlertid nyde de to tredie Dele af deres forhen havte Gage. Andre Embedsmænd maae ej uden efter Dom afsættes, ej heller mod deres Villie forflyttes.

Det ble diskusjon om flere detaljer i denne paragraf der jeg har notert meg at Dahl, Heiberg, Diriks, Sverdrup og Hount hadde vektige innlegg. Paragrafen ble til slutt antatt med to endringer. For det første ble «Over-Øvrigheds-Personer» endret til «civile og gejstlige Over-Øvrigheds-Personer». For det annet ble begynnelsen av nest siste setning endret til «Hvorvidt Pension bør tilstaaes de saaledes afskedigede Embedsmænd». 


§ 52
Saasnart Tronarvingen har fyldt sit attende Aar er kan berettiget til at tage Sæde i Statsraadet, dog uden Stemme eller Ansvar
 
Denne paragraf ble enstemmig antatt.

§53
Norsk Borger er, efterat have svoret Constitutionen, enhver der har fyldt det 18de Aar, taler Landets Sprog, enten er indfødt af norske Forældre eller har været bosat i Riget i fem Aar. De fremmede, som nu ere bosatte i Riget og sværge Constitutionen, samt de nu ansatte Embedsmænd ansees for norske Borgere

Til denne sak hadde jeg selv skrevet og innlevert en forestilling der jeg argumenterte sterkt for innfødsretten, dvs. at bare innfødte nordmenn kan ansettes som embedsmenn. Jeg gjorde likevel unntak for professorer og leger da vi på disse områder ennå en tid vil være avhengige av utenlandske fagpersoner. Fra denne forestilling gjengir jeg noen avsnitt nedenfor. Hele mitt skriftlige innlegg finnes under Originaldokumenter:

Norge og Danmark utgjorde én stat, ett moralsk legeme, som for alle innvortes og utvortes anliggender skulle ha felles interesse. Ikke desto mindre ble Norges nytte i mange og viktige henseender forsømt og tilsidesat.

Norges sønner kunne ikke fullføre sin videnskapelige utdannelse i fødelandet selv, for dette ble lenge, mot Nordmannens ofte gjentagne røst, nektet et Universitet.

Nye nærings- og industrigrener, handel og skipsfart måtte ikke utvikle seg her, for Danmark ville beholde og beholdt alle slike mulige fordeler for seg selv.

Normennenes private saker og anliggender, så vel som det som angikk det offentlige, ble i alminnelighet behandlet langsomt og likegyldig, eller tildels henlagt uten avgjørelse.

Spør man nå efter årsaken, må denne, efter min mening, unektelig søkes i at nordmenn kun såre sjelden hadde adgang til Statens viktigste embeder.



Jeg konkluderte mitt innlegg med å foreslå flg. tilføyelse til § 53:

«Dog skal ingen Udlænding, under Navn af Norsk Borger, og enten han har opholdt sig Iænge eller kort i Norge, men allene Norsk Indfødte, og de der ere fødte af Norske Forældre, der enten nu opholde sig, eller efterlade sig Ejendomme og Besiddelser i Norge, have Adgang til Statens offentlige Embeder, undtagne Professorer og Læger, hvortil Udlændinge maae beskikkes, saalænge de tilkommende Storting eller lovgivende Repræsentant- Forsamlinger finder saadan Undtagelse nødvendig og passende».

Det ble også lest opp innlegg fra Jørgen Aall og prost Middelfart. Den efterfølgende debatt endte med at Konstitusjonskomitéen ble bedt om å komme med en ny innstilling til denne paragraf.


§ 54
Stemmeberettigede ere kun de norske Borgere, som have fyldt 25 Aar. Derfra undtages:
1) De, der nyde Understøttelse af Fattigvæsenet
2) Tienestetyende, og de, som blot leve af Dag-Arbeide
3) Haandverkssvende og Drenge
4) Fabrik-Arbeidere, og Huusmænd som ikke eje deres paaboende Pladser
5) Matroser og Soldater, som ikke have faste Ejendomme
Flere mente at bare de som var i besittelse av fast eiendom burde være stemmeberettiget. Den efterfølgende diskusjon konkluderte også med at paragrafen ble returnert til Konsitusjonskomitéen for ny overveielse.

16. mai 2014

Dag 28: To timers debatt om adelskap m.m.

Lørdag 7. mai 1814

I dag ble det brukt mest tid på spørsmålet om gavnligheten av adelskap, titler og ordener. Det var nok sterkere motforestillinger mot slike ordninger i Riksforsamlingen enn i Konstitusjonskomitéen, for sistnevntes utkast ble vesentlig endret. I denne diskusjonen deltok også jeg selv med et innlegg.

§ 37
Kongen kan meddele Rang, Titler og Ordener, til hvem Han for godt befinder, til Belønning for udmærkede Fortienester; dog saaledes, at ingen af hine maae være arvelige, give Ret til Fritagelser fra Statsborgeres fælleds Pligter og Byrder eller medføre fortrinlig Adgang til Statens Embeder.
Ingen personlige eller blandede arvelige Forrettigheder maae tilstaaes nogen for Fremtiden.

Denne paragraf engasjerte forsamlingen sterkt, - representanter både med og uten titler holdt lange taler, og diskusjonen tok 2-3 timer. Først diskuterte man fremtiden for adelskap i Norge. Denne sak ble overlatt til det neste Storting å bestemme.

Derefter diskutert man fordeler og ulemper ved titler og ordener. Diskusjonen ble innledet ved at den gode Hr. Grøgaard holdt et liten avhandling om det skadelige ved titler og ordener. Her gjengis en del utdrag fra min dagbok om de efterfølgende innlegg:

Fabritius mente at ordener kun måtte utdeles for virkelige fortjenester. En bestemmelse om dette ville formodentlig hindre Kongen i å dele ut ordener i fleng.

Rein mente at ordener kunne være både nyttige og gavnlige. 

Jeg selv sa meg enig med Grøgaard, dog at en militær orden er passende eller ordener for utmerket personlig tapperhet i krig.

Motzfeldt hevdet at ordener visst nok må ha sin nytte siden de hadde sin opprinnelse i de eldste tider og har eksistert siden.

Sverdrup sa at romernes ek- og laurbærkranser dog måtte ansees som en fortjenesteorden, og at prisene i de olympiske leker ble eftertraktet som de høyeste utmerkelser.

Efter en lang voteringsprosedyre ble det avgjort at paragrafen skulle endres slik at den får dette innhold:
Til Belønning for udmærkede Fortjenester kan Kongen meddele Ordener til hvem han for godt befinder; men ved Ordeners Tildelelse skal offentligen kundgjøres de Fortjenester, hvorfor de ere givne.  Intet Hæderstegn kan give Ret til Frietagelse for Statsborgeres fælles Pligter og Byrder, o.s.v. efter Forslaget.
Da vi var kommet så langt, ba Falsen om ordet og leste opp en erklæring hvorved han for seg selv og sine efterkommere fraskrev seg sitt adelskap med alle de rettigheter som dermed kunne være.


§ 38
Kongen vælger og afskediger, efter eget Godtbefindende, sin Hofstat og sine Hofbetiente. Til at lønne disse og holde sit Hof tilstaaes Ham af Stor-Thinget en passende aarlig Sum 

Paragrafen ble enstemmig antatt.


§ 39
Kongen vælger og beskikker, efterat have hørt sit Statsraad, alle civile, geistlige og militaire Embedsmænd. Til Statens Embeder skulle alene norske Borgere, som bekiende sig til den evangelisk-lutherske Religion, have Adgang. Dog kunne Udlændinger udnævnes til Professorer, Læger og til Consuler paa fremmede Steder. De Kongelige Prindser maae ikke beklæde civile Embeder 

Stabell foreleste og avleverte til protokollen en forestilling om at innfødsretten uten unntagelse måtte gjelde.

Sverdrup hevdet at unntagelser var nødvendige da Universitetet ellers ikke kunne bli besatt.

Paragrafen ble enstemmig antatt med den forutsetning at spørsmålet om hvem som skal betraktes som norske borgere og dermed kan ansettes som embedsmenn, skal bestemmes under § 53.


§ 40
Alle Embedsmænd, Land- og Søe Krigere sværge Constitutionen og Lovene Troskab og Lydighed. «Jeg lover og sværger at ville forestaae det mig betroede Embede — at ville ved alle Lejligheder forholde mig — i Overensstemmelse med Constitutionen og Lovene, saa sandt hielpe mig Gud og hans hellige Ord»

Paragrafen ble enstemmig antatt.


§ 41
Kongen vælger selv et Raad af Norske Borgere, som ikke ere yngere end 30 Aar. Dette Raad bestaaer af:
1) En Statsraad for Finantsvæsenet.
2) Do. for Justisvæsenet
3) Do. for de udenlandske Sager
4) Do. for Krigsvæsenet
5) Do. for Oplysningsvæsenet.
Disse fem ere Statsraadets faste Medlemmer. Foruden dem kan Kongen ved overordentlige Lejligheder tilkalde andre norske Borgere — kun ingen Medlemmer af Stor-Thinget — til at tage Sæde i Statsraadet

Om diskusjonen gjengir jeg fra min egen dagbok:

Wulfsberg hadde innlevert et forslag om at Statsrådet skulle beskikkes av Stortinget og at far og sønn eller to brødre ikke samtidig skulle være medlemmer av Statsrådet.

Sverdrup mente at hvis Stortinget skulle utnevne statsrådene, så ville det oppstå en ny makt mellem Kongen og folket. Dette viser historien skadeligheten av.

Falsen foreslo at det ikke settes noen grense for statsrådenes antall utover at det ikke måtte være mindre enn 5.  Forretningenes fordeling måtte aldeles overlates til Kongens bestemmelse.

Falsens forslag ble bifalt og paragrafen derfor endret. En følge derav er at § 42, 43 og 44 utgår.


§ 45
Alle Statsraader skulle, naar de ikke have lovligt Forfald være nærværende i Statsraadet, og maae ingen Beslutning der fattes, naar ikke i det mindste 3 Medlemmer ere tilstæde

Paragrafen ble enstemmig antatt med den forandring at «i det mindste 3» erstattes med «over det halve Antal».


§ 46
Hindres den Statsraad, til hvis Fag den Sag, der skal foretages i Statsraadet, henhører, ved lovligt Forfald fra at møde skal Regierings Secretairen for Faget tage Sæde i Statsraadet, indtil Kongen har fattet sin Beslutning i bemeldte Sag.
Har ogsaa han lovligt Forfald, constituerer Kongen en anden Statsraad til at foredrage Sagen. Hindres flere end to Statsraader, ved lovligt Forfald, fra at møde i Statsraadet saa skal Kongen constituere andre Embedsmænd i deres Sted saaledes, at altid i det mindste tre ere tilstæde

Det ble forettat noen endringer i denne paragraf. Den viktigste var at når en statsråd har forfall, så skal en annen statsråd konstituteres til å foredra saken. Derefter ble paragrafen enstemmig antatt.


§ 47
Alle Sager af Vigtighed, diplomatiske og egentlige militaire Commando-Sager undtagne, skulle foredrages i Statsraadet af det Medlem til hvis Fag det hører, og af ham expederes, overensstemmende med Kongens i Statsraadet fattede Beslutning

Efter forslag fra Falsen ble «Alle Sager af Vigtighed ...» utvidet til «Forestilling om Embeders Besættelse og Alle Sager af Vigtighed ...». Paragrafen ble derefter enstemmig antatt.


§ 48
I Statsraadet føres Protocol over alle de Sager, som der forhandles. Enhver, som har Sæde i Statsraadet, er pligtig til, med Frimodighed at sige sin Mening, som Kongen er forbunden at høre; men det er Denne forbeholdet, at fatte Beslutning efter sit eget Omdømme. Finder noget Medlem af Statsraadet at Kongens Beslutning er stridende mod Statsformen, Rigets Love, eller øjensynlig skadelig for Riget, er det Pligt at giøre kraftige Forestillinger derimod, samt at tilføje sin Mening i Protocollen. Den der ikke saaledes har protesteret derimod i Protocollen, ansees at have været enig med Kongen og er ansvarlig derfor saaledes, som siden bestemmes i §

Wedel og Løvenskiold mente at det med denne paragraf ble for lettvint for Kongen å fatte beslutninger mot statsrådenes anbefalinger. 

Wedel: Hvis det ble gjort til en plikt for den statsråd som hadde nedlagt en fruktesløs protest, å nedlegge sitt embede til Stortinget hadde behandlet saken, hvilket ville foranledige en sensasjon hos publikum, ville Kongen såvidt mulig unngå dette.

Sverdrup og Diriks: Hvis Stortinget skulle avgjøre en slik sak, ville det stride mot grunnsetningen om at den utøvende makt skal være adskilt fra den lovgivende og dømmende makt.

Wedels forslag ble tatt opp til votering og forkastet med et flertall av stemmene.


§ 49
Den Statsraad, som forestaaer det udenlandske Departement, bør have en egen Protocol, hvori de Sager indføres som ere af den Natur, at de ikke bør forelægges det samlede Statsraad. For øvrigt gielde i dette Tilfælde de samme Bestemmelser som i § 48 ere fastsatte

Paragrafen ble enstemmig antatt.


§ 50
Alle af Kongen udfærdigede Befalinger og officielle Breve, militaire Commando Sager undtagne, skulle, for at vorde gieldende, contrasigneres af den, som i Følge sin Embedspligt har foredraget Sagen. Han er ansvarlig for Expeditionens Overeensstemmelse med den Protocol, hvori Resolutionen er indført

Efter et forslag fra Koren og Sverdrup ble man enige om å fjerne ordene  «for at vorde gieldende» Derefter ble paragrafen enstemmig antatt.

+++++++++++++++++++++++++++++++

Dermed var dagens sesjon forbi. Om det som skjedde ved avslutningen av møtet, gjengir jeg fra min dagbok:

Presidenten bekjentgjorde at mange ønsket å fortsette forhandlingene i morgen søndag. Prost Hount og flere motsatte seg dette da de anså det for å være lovstridig. Andre fant det ikke lovstridig da vi arbeidet til fedrelandets tarv. 

Efter en del prat kom det til votering og de fleste stemte for forhandlingenes fortsettelse søndag kl 4. Listerbonden Teis Lundegaard holdt en pokkers støy og bebreidet Riksforsamlingen at de ville vanhellige sabatten. Han sverget at han på ingen måte ville møte i forsamlingen i morgen.

14. mai 2014

Dag 27: Bededag

Fredag 6. mai 1814

I dag var det bededag og det var ingen forhandlinger. Dagen ble av mange brukt til å forberede innlegg til diskusjonene som skulle komme om ordener, adelskap m.m.

Og noen gjorde som meg. Jeg brukte en del av fridagen til å renskrive mine notater til dagboken.

Slik begynner dagbokens omtale av forhandlingene den 5. mai. Dagboken omhandler dagene fra 4. til 15. mai. Originalen oppbevares ved Spesialsamlingen på Nasjonalbiblioteket.

Dag 26: Paragrafer om Kongen og Hæren

Torsdag 5. mai 1814

Dette ble en lang dag blant annet med en rekke diskusjoner om Kongen og hans rett til å reise utenlands, føre krig, benåde fanger osv. Det var også viktige debatter om forbud mot fremmede tropper på norsk grunn og bruk av militær makt mot norske borgere.

Som tidligere gjengir jeg deler av forhandlingene omtrent slik jeg har skrevet i min dagbok. Dette er vist med rød skrift.


§ 21
Kongens Kroning og Salving skeer i Trondhiems Domkirke, efterat Han er bleven myndig, paa den tid og med de seremonier Han selv fastsætter.

Til denne paragrafen var det mange ytringer. Fra min dagbok trekker jeg frem noen få av disse:

Omsen: Kroningen bør skje i hovedstaden for å spare penger.

Darre: Kroningen bør skje slik Komitéen foreslår som en høytidelig erindring om at det var fra Trøndelag selvstendigheten har utbredt seg over hele riket.

Koren: Kroningen i Trondhjem vil i det minste bidra til at Kongen gjør en reise gjennem landet. Dette kan ha gavnlige følger.

Hount: Seremonien bør bestemmes mer i detalj for å forebygge at omkostningene blir for store.

Presidenten: Sådant finner jeg ikke passende siden de seremonier som vi nå kunne beskrive, neppe vil stemme med tidens ånd om 100 år.

Det ble så votert over Komitéens forslag som ble vedtatt med 88 mot 22 stemmer.


§ 22
Er Tronarvingen fraværende, naar Kongen døer, bør Han indfinde sig i Riget inden 6 Maaneder efterat Dødsfaldet er Ham tilkiendegivet, hvis uovervindelige Hindringer ej forbyde det, eller for sin Person have tabt Adgang til Tronen

Efter en liten diskusjon om muligheten for å tilføye noen flere detaljer i paragrafen ble det votert. Paragrafen ble antatt med mer enn 2/3 av stemmene.


§ 23
Bestyrelsen af den umyndige Konges Opdragelse bør, hvis Hans Fader ei derom har efterladt nogen skrivtlig Bestemmelse, betros til visse af Stor-Thinget dertil udnævnte Mænd i Forening med Enkedronningen, om Hun er Hans kiødelige Moder, med Udelukkelse af den nærmeste Tronarving, hans Livsarvinger og Statsraadet

Wergeland foreslo en tilføyelse slik at paragrafens slutning vil lyde «... hans Livsarvinger, Statsraadet og Regentskabets øvrige tilforordnede». Paragrafen ble med Wergelands tilføyelse enstemmig antatt.

§ 24
Alle Regierings Beslutninger og Befalinger skulle stedse udstædes i Kongens Navn

Paragrafen ble enstemming antatt.


§ 25
Ved Kongens Død, eller i de Tilfælde i hvilke et Regentskab bør beskikkes, (§ 12, 13, 14) skal strax et overordentligt Stor-Thing sammenkaldes af Statsraadet. Forsømmer Statsraadet denne Pligt over 4. Uger, besørges Sammenkaldelsen ved Justitiarius og Tilforordnede i Højesteret

Wedel bemerket at Statsrådet ikke alltid ved Kongens død kan sammenkalle Stortinget, så dette må gjøres av tronarvingen selv når denne er myndig.

Paragrafen ble enstemming antatt, men redaksjonskomitéen ble pålagt å tilpasse teksten etter Wedels innvending.


§ 26
Er den mandlige Kongestamme uddød og ingen Tronfølger udkaaren, da sammenkaldes Stor-Thinget strax paa den i forrige § foreskrevne Maade, for at vælge en ny Kongeæt.
Imidlertid forholdes med den udøvende Magt efter § l3

Paragrafen ble enstemming antatt.


§ 27
Kongen skal boe i Riget og maae ikke opholde sig uden for det længer end 6 Maaneder, uden Stor-Thingets Samtykke med mindre Han, for sin Person, vil have tabt Ret til Kronen

Denne paragraf skapte naturlig nok et visst engasjement hos selvstendighetsforkjemperne. Fra min dagbok gjengir jeg:

Weidemann foreslo en presisering. Det må kreves at Kongen skal bo innenfor rikets nåværende grenser.

Omsen: Stortinget burde ikke ha anledning til å bevilge et lengre fravær fra riket. Ellers vil det kunne skje at Kongen kunne ha stadig opphold i et annet land og bare gjøre lystreiser til Norge. Han mente det burde betemmes at når han i 6 måneder hadde vært fraværende, så måtte han ikke  forlate riket igjen før efter 5 eller 3 år.

Fleischer: Når han har vært fraværende i 6 måneder, måtte han ikke før efter nye 6 måneder igjen forlate riket.

Carstensen holdt en komisk orasjon som gikk ut på at Kongen i hele sitt liv kun måtte forlate riket i 6 måneder.

Presidenten tilføyet "ad gangen", men Carstensen ville ikke vite derav.

Paragrafen med endringer etter forslagene fra Weidemann og Fleischer ble antatt med 83 mot 23 stemmer.
§ 28
Kongen maae ikke modtage nogen anden Krone eller Regiering, uden Stor-Thingets Samtykke, hvortil, i dette Tilfælde to tredie Dele af Stemmerne udfordres

Også denne paragraf skapte debatt.  Noen hadde en mulig gjenforening med Danmark i bakhodet. Andre tenkte på muligheten for fremtidige kolonier og desslike. Her er utdrag fra debatten fra min dagbok:

Koren mente å kunne øyne muligheten for en fremtidig forening mellom de tre nordiske land under Norges konge, og at det burde være i folkets makt å avgjøre om en slik forening var ønskelig eller ikke.

Rein: Det er viktigere at landet ble regjert godt enn at Kongen regjerte over meget, hvilket siste vanligvis er til hinder for det første. Han trodde derfor at enhver utvidelse av riket ville være uønsket.

Diriks: Ved de ord «eller Regiering» hadde man tatt hensyn til en mulig erhvervelse av land som ikke just var kongeriker, men fyrstedømmer og kolonier som det sannsynligvis ville være riktig for riket og dets handel å komme i besittelse av.

I debattens løp innleverte Jacob Aall en skriftlig innsigelse mot paragrafen. Motstanden var dog forgjeves. Paragrafen ble antatt med 98 mot 11 stemmer.


§ 29
Kongen anordner al offentlig Kirke- og Guds-Tieneste, alle Møder og Forsamlinger om Religions Sager og paaseer, at Religionens offentlige Lærere følge de foreskrevne Normer

Paragrafen ble enstemmig antatt.


§ 30
Kongen lader i Almindelighed indkræve de Skatter og Afgivter, som Stor-Thinget paalægger

Paragrafen ble enstemmig antatt.


§ 31
Kongen vaager over, at Statens Ejendomme og Regalier anvendes og bestyres paa den af Stor-Thinget bestemte, og for Almeenvæsenet nyttigste Maade. 
Saavel Kiøbesummer, som Indtægter af det, Geistligheden og Skolerne benificerede Gods, skulle blot anvendes til Geistlighedens Bedste og Oplysningens Fremme. Milde Stiftelsers Ejendomme skulle alene anvendes til disse Gavn 

Om denne paragrafs annen setning ble det en ganske heftig debatt. Den ble innledet ved at et skriftlig forslag fra Lundegaard, Huvestad, Harildstad, Regelstad og Birkeland ble lest opp. De foreslo at det benefiserte gods, dvs. gods der inntektene tilfaller geistlige eller andre embeder, skulle selges til fordel for den nasjonale bank. Av debatten gjengir jeg flg. fra min dagbok:

Middelfart påpekte det urettmessige i å anvende noe av det benefiserte gods utenfor sin bestemmelse. ... Skulle det benefiserte gods anvendes utenfor sin hensikt, så måtte man ikke gjøre regning med milde gaver i fremtiden.

Wedel Jarlsberg ytret at det i Christiania ville bli en uutslettelig skamplett på Riksforsamlingen om den tillot seg inngrep i det benifiserte gods. 

Lundegaard kom med sterk kritikk av geistligheten. Den mishandler allmuen og tillater seg misbruk og forbrytelser i forhold til bygsler.

Efter votering ble det avgjort at paragrafen skulle tas til følge i en skrivelse til Kongen. På spørsmålet om det kunne gjøres annen anvendelse av det benefiserte gods enn dets opprinnelse bestemmelse sa Henrik Carstensen: Efter min egen interesse må jeg svare NEI, men efter mitt hjertes overbevisning JA. Da han ble oppfordret til et mer bestemt svar, svarte han dog NEI.


§ 32
Kongen har højeste Befaling over Rigets Land- og Søe-Magt. Den maae ikke overlades i fremmede Magters Tieneste, og ingen fremmede Tropper maae inddrages i Riget uden Stor-Thingets Samtykke

Det ble en kort diskusjon om fremmede tropper på norsk grunn. 

Holck mente at hjelpetropper måtte kunne innkomme i Riket uten Stortingets samtykke da dette kunne ta for lang tid.

Diriks foreslo tillegget «undtagen Hielpetropper mod fiendtlig Anfald».

Paragrafen med Diriks tilføyelse ble antatt med 95 mot 9 stemmer. 


§ 33
Kongen har Ret til at sammenkalde Tropper, begynde Krig og slutte Fred, indgaae og ophæve Forbund, sende og modtage Gesandtere

Dette forslag medførte en ganske lang debatt som begynte med at major Sibbern leste opp en forestilling som ga uttrykk for skepsis til at Kongen på egen hånd kunne sette i gang en angrepskrig. Han måtte i alle fall ha Stortingets eller i det minste Statsrådets samtykke. Fra min dagbok gjengir jeg noe av det som ble sagt:

Sverdrup: Det kan være uheldig å diskutere med et helt ting eller råd om å føre krig. Dette vil neppe bli holdt hemmelig, og da kunne man ikke gjøre regning med den fordel det kan være å føre krig på fiendtlig grunn.

Wedel Jarlsberg: Det er vanskelig å skjelne mellom forsvars- og angrepskrig. Det er ikke den som slår til først, men den som egger til strid, som har skylden for en krig.

Paragrafen ble antatt 90 mot 14 stemmer.


§ 34
Regieringen er ikke berettiget til militair Magts Anvendelse mod Statens Medlemmer, uden giennem de i Lovgivningen bestemte Former, med mindre nogen Forsamling maatte forstyrre den offentlige Rolighed, og den ikke øjeblikkelig adskilles, efterat de Artikler i Landsloven, som angaae Oprør, ere den tre Gange lydeligen forelæste af den civile Øvrighed

Denne paragraf ble enstemmig antatt, men det var likevel et par betraktinger om paragrafen som jeg vil ta med:
Grøgaard: Den sivile øvrighet vil under oppløp ikke alltid finne leilighet eller være i stand til å opplese loven.

Wedel Jarlsberg og Diriks: En opplesning av loven måtte ikke ansees som en absolutt betingelse for anvendelse av militære makt. Når opplesning ikke kunne finne sted, må denne likevel kunne brukes. Den sivile øvrighet måtte også være tillatt å bruke militær beskyttelse ved opplesningen. Bestemmelsene i denne § er i overensstemmelse med den engelske lovgivning.


§ 35
Kongen har Ret til, i Statsraadet, at benaade Forbrydere efterat Højesterets Dom er falden, og dens Betænkning indhentet. Dog beroer det paa Forbryderen, enten at antage Kongens Naade, eller at underkaste sig den ham tildømte Straf. I de Sager, som af Odels-Thinget foranstaltes anlagte for Rigsretten (§  ) kan ingen Benaadning finde Sted

Diriks foreslo at benådningsretten også måtte kunne brukes i saker med statsforbrytelse, i det minste slik at Regenten hadde rett til å formilde straffen en grad. Det som på én tid og under visse omstendigheter ble ansett for statsforbrytelse, vil på en annen tid og under andre omstendigheter ikke bli ansett for en forbrytelse, men endog å være en fortjeneste.

Wedel: En hoffyndling kan i så fall lett slippe en fortjent straff, og den dømte kunne gå aldeles fri dersom han var dømt til å miste sitt embedet. 

Falsen: Det synes betenkelig å gi en forbryter valget mellem å sone straffen efter dommen eller med benådning når han er dømt fra livet og benådet med å sitte i fengsel.

Paragrafen ble antatt med tilføyelsen «... anden Benaadning, end Frietagelse for idømt Livs-Straf».


§ 36
Kongen kan give og ophæve midlertidige Anordninger, betreffende Handel, Told, Næringsveje og Politie; dog at de ikke stride mod Constitutionen og de af Stor-Thinget givne Love. De gielde provisorisk til næste Stor-Thing

Paragrafen ble enstemmig antatt.